Mange i musikbranchen har højlydt kritiseret musikfænomenet, hvor kendte musikeres stemmer bliver efterlignet ved hjælp af kunstig intelligens. Nu har AI-genren dog lige pludselig fået et uventet klap på skuldren.
Rocklegenden Liam Gallagher, der ellers er kendt for sin 'no-nonsense' attitude, blåstempler nemlig albummet AISIS, hvor musikerne bag har brugt kunstig intelligens til at efterligne Liam Gallaghers stemme.
'Hey Liam, har du lyttet til AISIS-albummet?' blev han spurgt onsdag på Twitter, og svarede hurtigt:
'Jeg har ikke hørt hele albummet, men jeg har hørt en sang, og den er bedre end alt det andet 'snizzle' derude.'
I et andet tweet tilføjer han, at han stemme 'lyder mega' på albummet.
Blev træt af at vente
Titlen AISIS er et spil på band-navnet Oasis, hvor Liam Gallagher var forsanger med sin storebror Noel Gallagher. Oasis blev opløst i 2009 efter en langvarig konflikt mellem de to brødre.
Albummet AISIS er lavet af bandet Breezer, som har skrevet og spillet alt musik og derefter udskiftet forsangerens stemme med Liam Gallaghers.
I et interview med The Guardian fortæller Breezers forsanger Bobby Geraghty, at der ingen ond hensigt var bag stemme-tyveriet.
- Vi blev trætte af at vente på, at Oasis igen skulle finde sammen. Det eneste vi har nu, er Liam og hans bror, der forsøger overgå hinanden, men det er ikke Oasis. Så vi fik en kunstig intelligens-udgave af Liam til at synge på nogle sange, der oprindeligt blev skrevet til et kortvarigt, men højt elsket band kaldet Breezer, fortæller han i interviewet.