I starten af april blev rapperen DMX - med det borgerlige navn Earl Simmons - indlagt på hospitalet efter et hjerteanfald efter en overdosis, og fredag sluttede hans kamp for at overleve, da han døde i en alder af 50 år.
Siden har der været flere rygter om hans musik. Blandt andet har der været skrevet, at Beyoncé og Jay-Z har betalt 62,5 millioner kroner for rettighederne til rapperens sange for at sikre, at de 17 børn, DMX efterlader sig, kommer til at tjene penge på musikken i fremtiden.
Det rygte har dog intet på sig, understreger familien i en udtalelse. Det skriver flere medier - heriblandt TMZ og Page Six.
Samtidig slår familien fast, at alle indsamlinger eller forsøg på at skabe indtjening i DMX's navn ikke er noget, der kommer fra dem.
'Vi sælger ikke merchandise eller samler penge ind til Earls begravelse. Hvis nogen beder om penge til hans begravelse, skal I være opmærksomme på, at personen er en svindler,' skriver familien og fortæller, at de nok skal opdatere offentligheden, når der er nyt om begravelse og mindehøjtidelighed.
DMX blev især kendt i løbet af de sene 90'ere og tidlige 00'ere med hits som 'X Gon' Give It To Ya' og 'Party Up (Up In Here)'.
Han har udgivet otte albums - den seneste i 2015 - og var en hiphopstjerne, som var kendt for at være åben om sine indre dæmoner, hvilket skaffede ham både kommerciel og kritisk anerkendelse.