17 år.
Så lang tid skal den 49-årige pusher Stephen Walter sidde i fængsel for at have været skyld i rapperen Mac Millers død tilbage i 2018.
Det har retten ifølge det amerikanske medie Deadline mandag slået fast.
Walter har tidligere erkendt, at han bevidst gav pillerne videre uden at gøre opmærksom på, at de indeholdt det kraftige smertestillende stof fentanyl.
26-årige Mac Miller, der havde det borgerlige navn Malcolm James McCormick, havde en stærk kombination af fentanyl, kokain og alkohol i kroppen, da han blev fundet død i sit hjem 7. september 2018.
Og fordi retten tidligere har slået fast, at Mac Millers død ikke skyldtes en overdosis alene, men derimod indtaget af fentanyl, skal Walter nu tilbringe de mange år bag tremmer.
Flere tiltalte
Foruden Stephen Walter har også 39-årige Ryan Michael Reavis og 30-årige James Pettit været tiltalt i sagen.
Begge har erkendt deres rolle i at have distribueret de farlige piller, og tidligere på foråret blev Reavis idømt 10 år og 11 måneders fængsel.
Ifølge Ryan Michael Reavis' tilståelse distribuerede han i sin tid falske piller til James Pettit på instruks fra Stephen Walter.
Det gjorde han, selv om han vidste, at pillerne indeholdt fentanyl i stedet for oxycodon, der er et andet smertestillende, men mindre kraftigt stof.
Pillerne gav Pettit siden videre til Mac Miller.
James Pettit venter fortsat på at få udmålt sin straf.