Den britiske sanger og sangskriver Chistine McVie fra Fleetwood Mac er død i en alder af 79, fortæller hendes familie.
Også bandet har været ude på sociale medier og bekræfte dødsfaldet.
Det skriver britiske BBC News.
Musikeren, der bl.a. står bag berømte hits som 'Little Lies', 'Everywhere', 'Don't Stop', 'Say You Love Me' og 'Songbird' og havde otte af sine sange med på gruppens Greatest Hits-album fra 1988, døde fredfyldt på et hospital onsdag med sin familie ved dødslejet.
McVie forlod bandet, hvor hun var en af forsangerne, i 1998 efter 28 år som toneangivende medlem, men returnerede siden i 2014.
Gruppen var primært store i 80'erne og 70'erne, men har lavet så mange store hits, at deres musik i dag fortsat er populær.
Hun spillede også keyboard i Fleetwood Mac, som hun altså blev medlem af i 1970.
Derudover har hun udgivet soloalbums.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Christine McVie blev som Fleetwood Mac-medlem i 1998 indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame, og hun har modtaget en Brit Award for sit 'uovertrufne bidrag til musik'. Derudover har hun vundet to amerikanske Grammy Awards.
Christine McVie var oprindeligt døbt Christine Perfect, men giftede sig til sit nye efternavn, da hun blev smedet sammen med Fleetwood Mac-bassisten John McVie.
Ifølge familiens officielle udmelding så håber de, 'at alle vil beholde Christine McVie i deres hjerter og huske det fantastiske menneskes liv'.
Christine McVie døde efter kort tids sygdom, men dødsårsagen er i skrivende stund ukendt.