Natten til fredag dansk tid blev optagelserne til en musikvideo i stedet til et gerningssted.
Op mod ti personer blev ifølge TMZ og Miami 7News skudt på stedet.
Optagelserne fandt sted foran en restaurant ved navn The Licking i området Miami Gardens i Florida. Her skulle rapperen French Montana ifølge vidner til episoden optage sin video.
Men det endte i et dramatisk skyderi i stedet, hvor ti personer ifølge de første meldinger fra stedet blev ramt. Fire af de ramte skulle flyves med helikopter til hospitalet.
Politiet oplyser til 7News, at der er yderligere to gerningssteder, men mediet har endnu ingen oplysninger om, hvor de andre gerningssteder er.
- Vi arbejder stadig på stedet. Ja, der er flere skudt, og der er flere sager, siger betjenten Diana Gorgue til mediet og fortsætter:
- Vi arbejder stadig. Vi kan ikke bekræfte noget antal lige nu, fordi alt stadig er meget nyt, og de efterforsker stadig.
Ifølge mediet er French Montanas status endnu ukendt, men der er ikke noget, der indikerer, at han skulle være blandt de ramte.