Glastonbury Festival bliver ikke til noget i år.
Det oplyser arrangørerne i en meddelelse på festivalens officielle Twitter-konto.
Den britiske festival, der er blandt verdens allerstørste, har set sig nødsaget til at aflyse på grund af coronapandemien.
'Det er med stor beklagelse, at vi er nødt til at annoncere, at dette års Glastonbury Festival er aflyst. Selvom vi har forsøgt at rykke himmel og jord, er det blevet klart for os, at vi simpelthen ikke kan afholde festivalen i år. Vi er kede af at skuffe jer alle sammen.'
Beskeden er udsendt af festivalens grundlægger, Michael Eavis, og datteren Emily Eavis, der er medarrangør.
Det er andet år i træk, at Glastonbury Festival er nødt til at aflyse på grund af verdenssituationen. I 2020 havde festivalen store navne som Kendrick Lamar, Paul McCartney og Taylor Swift på plakaten.
Ugen før Roskilde
Ligesom da Roskilde Festival blev aflyst i fjor, blev de håbefulde, britiske festivalgængere tilbudt at overføre billetten til 2021. Det samme gør sig gældende i forhold til 2022.
'Ligesom sidste år vil vi gerne tilbyde alle, der sikrede sig en billet i oktober 2019, muligheden for at tage deres 50 £ depositum over til næste år for at garantere en billet til 2022. Vi er glade og taknemmelige for den tiltro I viser os med jeres depositum, og vi er meget sikre på, at vi kan levere noget helt specielt til jer i 2022.'
Historiske festivaler trues af kollaps
Glastonbury skulle have fundet sted sidst i juni - ugen før Roskilde Festival.
Roskilde oplyser til Ekstra Bladet, at man senere i dag vil kommentere, hvorvidt aflysningen i Storbritannien påvirker gennemførelsen af den største danske festival til sommer.
Over for Ekstra Bladet vurderer professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet Jan Pravsgaard Christensen, at 'sandsynligheden er lig nul' for kæmpekoncerter på Orange om et halvt år. Læs ekspertens bemærkelsesværdige udtalelser her (+).