Det verdenskendte punk rock-band Green Day er havnet i strid modvind efter gårsdagens optræden ved den spanske musikfestival Mad Cool Festival i Madrid.
Årsagen til den voldsomme kritik blandt festivalgængerne er, fordi det amerikanske band fuldførte deres koncert, på trods af en 42-årig britisk artist kort forinden var styrtet i døden fra 30 meters højde under et mindre pauseshow.
Det skriver flere engelske medier blandt andet Daily Mail og The Sun.
For øjnene af 35.000 rædselsslagne og forfærdede tilskuere faldt Pedro Aunion Monroy ned fra en svævende oplyst boks, hvor han var i færd med at udføre en hyldestopvisning til ære for den afdøde verdensstjerne Prince.
Ifølge Daily Mail har flere vrede og forargede fans efterfølgende på de sociale medier kritiseret både Green Day og ledelsen bag festivalen for at lade koncerten fortsætte.
I en officiel udtalelse fra arrangørerne lyder det, at man er dybt rystet og i sorg over det forfærdelige uheld, men at man af sikkerhedsmæssige årsager valgte at lade koncerten fortsætte.
- Vi udtrykker vores dybeste medfølelse over for den afdøde familie. I dag (lørdag, red.) vil der blive afholdt en mindehøjtidelighed for artisten i løbet af festivalen, skrev arrangørerne yderligere ifølge Daily Mail.
Den spanske avis El Mundo melder desuden, at festivalen efter at have konsulteret med politiet fik grønt lys til at fortsætte.
De ellers så populære punk-rockere fra Green Day har også selv svaret på kritikken efter de mange negative bemærkninger. Bandet var angiveligt slet ikke klar over den tragiske hændelse havde fundet sted, da de trådte ind på scenen for at fyre den af.
- Vi er lige kommet fra scenen ved Mad Cool Festival og har modtaget nogle uhyggelige nyheder. En meget modig artist ved navn Pedro har mistet livet her til aften i et tragisk uheld. Alle vores tanker og bønner går ud til hans familie og venner, skriver Green Day på deres hjemmeside.
Efter den voldsomme ulykke forsøgte ambulancefolk at give førstehjælp til den livløse engelske akrobat, men det blev senere bekræftet, at han døde af sine skader.
Sagen bliver lige nu efterforsket af politiet, skriver Daily Mail.