Helt til tops: Hitsanger død

Amerikaneren Sarah Dash, som medvirkede på Labelles succesfulde 'Lady Marmalade', blev 76

Labelle i 2008 - fra venstre: Nona Hendryx, Sarah Dash og Patti Labelle. Foto: AP/Ritzau Scanpix
Labelle i 2008 - fra venstre: Nona Hendryx, Sarah Dash og Patti Labelle. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Sangerinden Sarah Dash er død.

Den amerikanske entertainer blev 76. Dødsårsagen er ikke oplyst.

Billboard bringer nyheden.

Sarah Dash var stiftende medlem af R&B-gruppen Labelle, der i 1974 hittede stort med deres version af 'Lady Marmalade', som gik helt til tops på den amerikanske hitliste Hot 100.

Kor for Stones
'Lady Marmalade' blev et gigantisk hit igen i 2001 i en indspilning med Christina Aguilera, Lil' Kim, Mýa og Pink til filmen 'Moulin Rouge!'.

Efter Labelle gik i opløsning i 1976, startede Sarah Dash en solokarriere og udsendte fire album i eget navn.

Labelle varmede op for The Rolling Stones i begyndelsen af 1960'erne, og Sarah Dash samarbejdede med Keith Richards på flere af guitaristens soloudgivelser og turneer, mens hun også sang kor på The Rolling Stones' album 'Steel Wheels' fra 1989.

Sangerinden var med, da Labelle blev gendannet og i 2008 udsendte 'Back to Now', der var bandets første album i mere end 30 år.

Sarah Dash på scenen med Keith Richards i New York anno 1989. Foto: Peter Morgan/AP/Ritzau Scanpix
Sarah Dash på scenen med Keith Richards i New York anno 1989. Foto: Peter Morgan/AP/Ritzau Scanpix