Hendrix var fan: Rockpioner er død

Den banebrydende elektroniske musiker Simeon Coxe fra den amerikanske duo Silver Apples blev 82

Simeon Coxe på scenen i Storbritannien i 2011 - han døde tirsdag i Alabama. Foto: Gary Wolstenholme/Redferns/Getty Images
Simeon Coxe på scenen i Storbritannien i 2011 - han døde tirsdag i Alabama. Foto: Gary Wolstenholme/Redferns/Getty Images

Simeon Coxe, elektronisk rockpioner i gruppen Silver Apples, er død.

Den amerikanske musiker blev 82. Dødsårsagen er ikke oplyst.

Pitchfork bringer nyheden.

Silver Apples var sidst i 1960'erne blandt de allerførste til at inkorporere primitive synthesizers i rocken.

Duoen, der udover Simeon Coxe også bestod af Danny Taylor, blev dannet i New York i 1967.

Brækkede nakken
Gruppens to første album, 'Silver Apples' og 'Contact', har status af kultklassikere. De har inspireret legendariske bands som Can, Suicide og Portishead.

Jimi Hendrix var fan af Simeon Coxe, der jammede med guitarguden på 'The Star Spangled Banner' inden hans historiske optræden på Woodstock.

Se også: Rocklegende udsat for gravplyndring

Silver Apples gik i opløsning i 1970, men blev gendannet i 1990'erne, hvor de udgav flere album. Simeon Coxe brækkede nakken i en trafikulykke i 1998, og duoen lå stille de følgende år.

Se også: Sidst men ikke mindst... Portishead!

Danny Taylor døde i 2005, hvorefter Simeon Coxe turnerede med en soloudgave af Silver Apples.

Han optrådte i København og Aarhus i 2008.