Det er tilsyneladende slut for Black Sabbath.
Den ikoniske rockgruppe giver afskedskoncert på festivalen Ozzfest Japan, der finder sted 21. og 22. november udenfor Tokyo.
I en kort pr-film for Ozzfest Japan udtaler Sharon Osbourne, at 'Ozzfest vender tilbage til Japan. Og dette vil blive Black Sabbaths farvel'.
Se klippet her
Sharon Osbourne er stifter af festivalen og desuden gift med Black Sabbaths sanger Ozzy Osbourne.
Det er uklart om koncerten i Japan bliver Black Sabbaths sidste i karrieren eller blot i Japan.
Det amerikanske branchesite Billboard rapporterer dog nyheden som om, at showet er legendernes uigenkaldeligt sidste.
Ozzy Osbourne har tidligere udtalt, at Black Sabbath i 2015 ville indspille et afskedsalbum og tage på afskedsturné.
I en kaotisk karriere, der startede i 1968, har Black Sabbath ligget i dvale flere gange, og bandet har haft markante udskiftninger i besætningen.
Som trio udgav Black Sabbath comebackpladen '13' i sommeren 2013, og orkesteret, der lagde fundamentet for metalmusikken, optrådte efterfølgende i Forum i København.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.