Hitmageren Jon Lind er død efter en to år lang kamp mod kræft.
Den amerikanske sangskriver, sanger og guitarist blev 73.
Billboard bringer nyheden.
Jon Lind var med til at skrive hits som Earth, Wind & Fires 'Boogie Wonderland', Madonnas 'Crazy for You' og Vanessa Williams' 'Save the Best for Last'.
De to sidstnævnte gik helt til tops på den amerikanske hitliste Hot 100, og 'Save the Best for Last' var nomineret til en Grammy i 1993.
Fra Cher til Miley
Veteranens sange blev også indspillet af blandt andre Cher, Aaron Neville og Rick Astley.
Jon Lind begyndte sin karriere som folkesanger i hjembyen New York i slutningen af 1960'erne, hvor han varmede op for troubadourer som Judy Collins og Tom Paxton.
Musikeren blev senere medlem af Fifth Avenue Band og Howdy Moon.
Jon Lind fungerede i en årrække som vicepræsident for A&R ved Hollywood Records, hvor han samarbejdede med popstjernerne Miley Cyrus, Selena Gomez og Demi Lovato.
Hitmageren efterlader sig kone og to døtre.