Hitsanger død på sin fødselsdag

Kapaciteten Warren 'Pete' Moore fra Motowns ikoniske The Miracles er gået bort i en alder af 78

The Miracles på Hollywood Walk of Fame anno 2009 - fra venstre: Smokey Robinson, Warren 'Pete' Moore og Claudette Robinson. Foto: AP
The Miracles på Hollywood Walk of Fame anno 2009 - fra venstre: Smokey Robinson, Warren 'Pete' Moore og Claudette Robinson. Foto: AP

The Miracles' sanger, sangskriver og producer Warren 'Pete' Moore er død.

Amerikaneren døde søndag på sin 78 års fødselsdag i Las Vegas. Dødsårsagen er ikke oplyst.

Det skriver Rolling Stone og flere andre internationale musikmedier.

Warren 'Pete' Moore var med til at danne The Miracles i 1955 med blandt andre barndomsvennen Smokey Robinson.

Vokalgruppen fra Detroit var legendariske Motowns første succes og banede vejen for en bølge af populære artister på det hæderkronede pladeselskab.

Soulstjerne er død

Warren 'Pete' Moore var bandets bassanger bag superstjernen Smokey Robinson, men han var også med til at skrive flere af The Miracles' hits som 'Ooo Baby Baby', millionsællerten 'Love Machine' samt klassikeren 'The Tracks of My Tears'.

Kapacitetens sange er indspillet af The Rolling Stones, Aretha Franklin, Michael Jackson og mange flere ikoner.

Warren 'Pete' Moore blev med The Miracles optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2012.

The Miracles i 1967 - bandet fra Detroit havde mere end 50 hits i en lang, glorværdig karriere. Foto: All Over
The Miracles i 1967 - bandet fra Detroit havde mere end 50 hits i en lang, glorværdig karriere. Foto: All Over