Hylder afdød kæmpestjerne

Både Paul McCartney og Ringo Starr har været ved tasterne for at hylde Charlie Watts

Hylder afdød kæmpestjerne

Store dele af den musikalske verden blev tirsdag rystet over nyheden om, at Rolling Stones-trommeslager Charlie Watts var afgået ved døden.

Siden har flere af de største internationale musikere da også været ved tasterne for at mindes og hylde den afdøde stjerne.

I en video på Instagram lyder det blandt andet fra Paul McCartney, at han er trist over nyheden.

- Han var en elskelig fyr. Jeg vidste, at han var syg, men jeg vidste ikke, at han var så syg. Masser af kærlighed til hans familie, hans kone og børn og den udvidede familie. Mine kondolencer til The Stones. Et kæmpe tab for dem. Charlie var en klippe, siger den 79-årige McCartney i videoen, inden han slutter af med at proklamere, at han elskede Watts.

Også McCartney's kollega fra The Beatles Ringo Starr har været ved tasterne.

'Gud velsigne Charlie Watts, vi vil savne dig. Kærlighed og fred til familien. Ringo,' skriver han i et opslag på Twitter.

Hverken Stones-kollegaen Mick Jagger eller Keith Richards har sat ord på sorgen over tabet af Watts. I stedet har de hver især delt et billede af ham på Twitter.

Også stjerner som Elton John, Bryan Adams og Lenny Kravitz har skrevet om Watts på sociale medier.

Charlie Watts blev 80 år gammel.

Nyheden om hans død kommer, få uger efter at han måtte trække sig fra det legendariske rockbands forestående turné i USA. En hjerteoperation tvang ham til at melde afbud.

Han efterlader sig sin kone, Shirley Ann Shepard, som han blev gift med i 1964. Sammen fik de datteren Seraphina.