Ikon er knust: Mistet stemmen

Sangerinden Marianne Faithfull blev så hårdt ramt af corona, at hun tvivler på, om hun kan synge igen

Marianne Faithfull har kæmpet med sygdomsproblemer og afhængighed af stoffer. Foto: Mary McCartney
Marianne Faithfull har kæmpet med sygdomsproblemer og afhængighed af stoffer. Foto: Mary McCartney

Coronapandemien har gjort skade overalt. Også på Marianne Faithfulls berømte stemmebånd.

I et interview med Los Angeles Times fortæller den legendariske sangerinde, at hun har mistet stemmen.

Marianne Faithfull, der fylder 75 i december, var indlagt i flere uger med lungebetændelse og corona på et hospital i hjembyen London sidste forår:

- Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver i stand til at synge igen. Jeg går til sangtræning en gang om ugen, og jeg gør mit bedste, men det er meget hårdt. Jeg elsker at turnere, og det knuser mit hjerte, at jeg måske ikke kan gøre det længere.

Tæt på at dø
Marianne Faithfull siger, virusen var ved at tage livet af hende:

- Jeg var tæt på at dø. Skaderne har været meget slemme. Det er mine lunger, min hukommelse og træthed. Det kunne ikke være værre, forklarer det engelske ikon.

Hun slog igennem i 1964 med sin debutsingle, 'As Tears Go By', der var skrevet af Mick Jagger og Keith Richards fra The Rolling Stones, som efterfølgende indspillede klassikeren.

Veteranen er pladeaktuel i morgen fredag, hvor hun udsender 'She Walks in Beauty' i samarbejde med Warren Ellis fra Nick Caves backingband, The Bad Seeds. 

På albummet, der er indspillet både før og efter hendes sygdom, reciterer Marianne Faithfull digte af poeter som Shelley, Keats og Byron.

Marianne Faithfull i forbindelse med udgivelsen af 'Give My Love to London' i 2014. Foto: Eric Guillemain
Marianne Faithfull i forbindelse med udgivelsen af 'Give My Love to London' i 2014. Foto: Eric Guillemain