- Jeg er som besat

Svenske Zara Larsson er pjattet med kærlighed

Zara Larsson vender tilbage med sit tredje album. Foto: Ritzau Scanpix
Zara Larsson vender tilbage med sit tredje album. Foto: Ritzau Scanpix

Den svenske hitsangerinde Zara Larsson er snart tilbage med sit tredje studiealbum, 'Poster Girl', der emmer af kærlighed.

Det er blevet bemærket af musiksitet NME, der har sat den 23-årige svensker i stævne til en snak om alt fra de halvtomme vinglas i baggrunden under Zoom-interviewet til hendes forhold til kærlighed. Et forhold, der tilsyneladende nærmer sig det usunde.

- Jeg elsker at skrive om kærlighed, og jeg elsker at tale om kærlighed. Jeg tror, jeg er besat af kærlighed. Bogstavelig talt, siger Zara Larsson i interviewet, hvor hun fortsætter:

- Det er grunden til, at vi er i live, og for mig er det hele pointen med vores eksistens. Jeg er den slags person, der bliver forelsket i mennesker på omkring fire sekunder. Det er bare en virkelig stor del af, hvem jeg er.

Det er dog ikke lutter lykke, der finder vej til Zara Larssons tekster, og hun fortæller, at hun også kanaliserer forliste forhold videre i studiet, når hun ser på den elendighed, hendes tidligere flirts og kærester gennemgår.

- Du ved, nogle gange kigger jeg på fyre, jeg har datet, og jeg tænker: 'Ha ha ha, jeg kører med klatten, og du er i lort til halsen'. Det føles godt at skrive de sange, og jeg tror, de også er gode at lytte til, vurderer hun.

'Poster Girl' har været længe undervejs. Zara Larssons seneste album 'So Good' udkom i 2017, og hun har dermed holdt sine fans hen i fire år. Det har ikke været planen, og hun giver coronavirus en del af skylden, men siger:

- Til sidst nåede jeg til et punkt, hvor jeg tænkte: 'Jeg vil virkelig gerne udgive albummet nu. Hvis ikke nu, hvornår så?'. For du kan altid finde på undskyldninger for ikke at udgive, hvilket er, hvad jeg har gjort i fire år.

Zara Larsson fortalte i sidste måned, at hun var single 'lige nu'. 'Poster Girl' udkommer 5. marts.

28 kommentarer
Vis kommentarer