- Det er med knuste hjerter, at vi må meddele, at Jill Janus - frontkvinde i det californiske heavy metal-band Huntress - gik bort tirsdag 14. august, står der at læse på bandets Facebook-side.
Bandet lægger ikke skjul på dødsårsagen.
- Hun kæmpede med psykisk sygdom gennem hele livet, og hun tog sit eget liv uden for Portland, Oregon, skriver de.
I Facebook-opslaget skriver bandet desuden, at den nu afdøde sangerinde talte åbent om sine udfordringer med sin psykiske sygdom i håbet om at kunne hjælpe andre med at overvinde deres psykiske lidelser.
Janus var frontkvinde i bandet helt fra begyndelsen i Los Angeles i 2009.
Hun leverede vokalen på bandets tre studiealbums og var med på turnéerne, hvor Huntress spillede sammen med blandt andre Motörhead og Lamb of God.
Flere amerikanske medier - heriblandt Billboard og People - skriver, at Jill Janus igennem sin karriere har været åben omkring det faktum, at hun kæmpede med skizofreni og var maniodepressiv.