John Lennons guitar solgt for vanvittigt beløb

Guitaren, John Lennon brugte på 'Love Me Do' blev solgt på auktion lørdag for godt 16,7 millioner danske kroner

John Lennons akustiske Gibson guitar, som han blandt andet brugte på hittet 'Love Me Do', blev lørdag solgt på auktion i Beverly Hills for 2,41 millioner dollars -- godt 16,7 millioner kroner. (Foto: Julien's Auctions / Splash News)
John Lennons akustiske Gibson guitar, som han blandt andet brugte på hittet 'Love Me Do', blev lørdag solgt på auktion i Beverly Hills for 2,41 millioner dollars -- godt 16,7 millioner kroner. (Foto: Julien's Auctions / Splash News)

John Lennons akustiske Gibson guitar, som han blandt andet brugte til at skrive de to hits 'Love Me Do' og 'She Loves You', blev lørdag solgt på auktion i Beverly Hills for 2,41 millioner dollars -- godt 16,7 millioner kroner.

Et andet klenodie, et trommeskind brugt af the Beatles, gik for knap 14,6 millioner kroner.

Det er nogle af de højeste priser, der er givet for rock and roll memorabilia, skriver the Guardian.

John Lennon købte sin J-160E Gibson guitar i 1962 i Liverpool for cirka 1700 kroner. Den blev stjålet til en julekoncert året efter.

Guitaren blev flere år senere købt af en musiker, som ikke vidste, den havde tilhørt John Lennon eller at den var stjålet.

Overrasket over prisen

Salgsprisen overrasker selv auktionarius Darren Julien.

- Det er sådan en vigtig del af Lennons karriere og Beatles-historien. Jeg vidste godt, den ville sælge for over 1 million dollars, men jeg havde ingen idé om, at den ville gå for mere end 2 millioner, siger han til the Guardian.

Rekorden er ifølge Guinness World Records en Fender Stratocaster guitar, der blev solgt for 2,7 millioner dollars -- 18,7 millioner kroner -- til en velgørenhedsbegivenhed i Qatar. Guitaren var signeret af blandt andre Keith Richards, Eric Clapton og Paul McCartney.

Køberen af John Lennons guitar ønsker at være anonym.

Halvdelen af pengene fra salget går til the Spirit Foundation, den velgørenhed, Yoko Ono og John Lennon startede.