Stockholmske Josefine Öhrn + The Liberation spillede i kølvandet på den Grammy-nominerede debut-ep 'Diamond Wave' på sidste års Roskilde Festival. Siden er det roste debutalbum 'Horse Dance' kommet til, og nu gæster de igen landet med deres psykedeliske stener-pop, der lyder lidt som Hope Sandoval i front for The War On Drugs. I den anledning har vi bedt Josefin finde fem personligt skelsættende plader frem fra reolen.
Catherine Riberio + 2Bis: 'Catherine Riberio + 2Bis' (1969)
- Jeg blev ret vild med det her album, fordi jeg aldrig havde hørt noget lignende før. Catherine Riberio er en fransk/portugisisk kunstner. Musikken er hypnotisk og meget kraftfuld. Catherine Riberio skrev sammen med Patrice Moullet, der byggede sig eget instrument, kaldet en 'kosmofon', som er en kombination af en synthesizer og percussion, hvilket gør musikken meget atmosfærisk.
- Hendes stemmer er fuldstændig utrolig. Hun fortæller så mange historier bare med lyden af sin stemme. Og så den måde sangene er skabt på, arrangementerne er meget interessante, det er meget avantgarde. Jeg hørte først en sang på en playliste og fik lyst til at høre mere, men kunne ikke finde nogen plader med hende i Stockholm. Men så var jeg i Lissabon, hvor jeg fandt et par vinyler. Hun lavede andre ting senere i 1980'erne, men jeg foretrækker det hun lavede i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. Det skete en masse interessante ting over hele verden i den periode.
Nico: 'Desertshore' (1970)
- Da jeg første gang hørte Nicos 'Desertshore', blev jeg blæst fuldstændig omkuld. Hendes melodier har sådan en dybde, det er som om de kommer fra en fortryllet skov eller en anden dimension. Hendes stemme er så kraftfuld og hendes tekster er meget poetiske og kommer fra et meget dybsindigt sted. Det er hendes tredje plade, og den er produceret af en af mine helte John Cale og Joe Boyd, der har arbejdet sammen med kunstnere som Nick Drake, Pink Floyd og Vashti Bunyan.
- Pladen er meget filmisk. På for og bagsiden af coveret er der stillbilleder fra filmen 'La Cicatrice Interior' af Phillipe Garrel, som er en af mine yndlingsinstruktører. Og nogle af sangene blev brugt på soundtracket til filmen, hvor Garrel, Nico og hendes søn Ari Boulogne spillede med.
Jesper 'Yebo' Reginal: Fem plader der ændrede mit liv
Lou Reed: 'Transformer' (1972)
- Hvordan kan man andet end at elske den her plade? Den er fuld af gode sange skrevet mesteren ud i tekster og attitude. Hver sang er så distinkt. Den er produceret af David Bowie og Mick Ronson, og det gør de virkelig godt. Albummet repræsenterer virkelig Lou Reeds verden. Det er så meget New York. Lou Reed har en meget rå og brutal måde at synge en sang på. Det er det samme med hans tekster. Jeg synes, at han var et skørt geni.
My Bloody Valentine: 'Loveless' (1991)
- Jeg tror, at mange har haft det på samme måde: At høre My Bloody Valentines 'Loveless' forandrede en for altid. Den er fuldstændig unik. Så ekstrem og så smuk. De kombinerede støj med dragende melodier og en enestående guitarlyd. De var pionere indenfor 'shoegaze'. Kevin Shields er en pedalvirtuos og er kendt for at bruge en masse pedaler på scenen. My Bloody Valentine er også berygtede for at spille virkelig, virkelig højt til deres koncerter.
- Jeg finder pladen meget inspirerende. Måden musikken er lavet på. Kontrasten mellem støj og meget subtile og delikate melodier og harmonier. Jeg synes, det er meget interessant.
EL VY: Seks plader der ændrede vores liv
Patt Smith: 'Horses' (1975)
- For mig er Patti indbegrebet af rock og poesi. Pladen har sådan en frigørende punkenergi samtidig med at teksterne videregiver stor poesi inspireret af Rimbaud, Blake og Baudelaire. At kombinere de ting og gøre det så kraftfuldt, det er ægte kunst. Og så er 'Horses' også et meget personligt album. Det er udtryk for hende univers og alt hvad hun er - ikke mindst i den fase af sit liv. At leve som boheme i New York, hendes passion for litteratur og kunst samtidig med at albummet også viser en afstamning af kunstnere gennem historien. Det virker så nøgent og råt og modigt.
- John Cale har produceret, og man kan høre hans melodiske, dynamiske og opfindsomme arbejde med albummet. Det er indspillet i Jimi Hendrix' Electric Lady Studios.
