I 2019 udsendte Justin Bieber i samarbejde med duoen Dan + Shay megahittet '10.000 Hours'.
Men er sangen deres egen geniale opfindelse eller har de tyvstjålet de mest iørefaldende toner?
Ifølge dokumenter, som det amerikanske magasin People har fået adgang til, så mener de tre selskaber Manufacturing Concepts, Melomega music og Sound Gems det sidste.
Derfor har de sagsøgt Justin Bieber og countryduoen.
Kopi af sang fra 1973
I søgsmålet påstår de, at de tre musikere har stjålet dele af omkvædet og verset fra sangen 'The First Time Baby Is A Holiday', der blev skrevet tilbage i 1973 af Palmer Rakes og Frank Fioravanti.
Sangen lå mange år i en skuffe, før den i 2014 blev udgivet - bare fem år før Biebers verdenshit.
Manufacturing Concepts, Melomega music og Sound Gems mener, at de ejer sangen, der ifølge dem har mange ligheder med '10.000 Hours'. Derfor kræver de nu både at få kreditering for sangen, et påbud mod at sangen videredistribueres og så vil de selvfølgelig have en klækkelig sum i erstatning.
Præcis hvor meget er endnu ikke blevet offentliggjort.
Hvordan 28-årige Justin Bieber og Dan Smyers og Shay Mooney, der udgør duoen Dan + Shay, forholder sig til anklagerne er uvist.
Sagsøgt før
Det er ikke første gang, at Justin Bieber får en plagiatsag på halsen.
Tilbage i 2016 blev han sagsøgt af den kvindelige artist Casey Dienel, der mente, at han i sangen 'Sorry' havde kopieret en del af hendes vokal fra sangen 'Ring the Bell'.
Året efter trak hun sagen tilbage.