Under en koncert i 2012 i Los Angeles kastede den amerikanske dj, der går under navnet Skrillex, sig ud fra scenen og ned blandt sine fans.
Det skulle han ikke have gjort.
I hvert fald koster springet ham nu cirka 10 millioner kroner.
Det har en jury onsdag afgjort, skriver det amerikanske medie TMZ.
Det var en kvinde ved navn Jennifer Fraissl, der hev den kendte dj i retten tilbage i februar 2014, fordi hun i forbindelse med hans stunt blev ramt og fik et slagtilfælde.
Juryen mente, at Skrillex, hvis borgerlige navn er Sonny John Moore, er ansvarlig for 35 procent af de skader, som Fraissl pådrog sig.
Samlet blev hun tilkendt 29 millioner kroner i erstatning, men hun får ikke alle pengene, da det blev vurderet, at hun selv var 15 procent ansvarlig for episoden.
- Der er ikke noget vigtigere for mig end mine fans sikkerhed ved mine shows. Jeg vil gerne have, at de skal have det sjovt og nyde musikken, sagde Skrillex umiddelbart efter dommen til TMZ.
Hans advokat, Barry Thompson, er ikke lige så positivt stemt som sin klient.
- Fraissls aktive kalender med flere internationale rejser siden slagtilfældet virker ikke sandsynligt for en, der har pådraget sig de skader, som hun og hendes advokat påstår, siger han.
Advokaten mener derudover, at en video af episoden beviser, at Skrillex aldrig kom i fysisk kontakt med Jennifer Fraissl.
Hvorvidt sagen ankes, ønskede Barry Thompson ikke at tage stilling til ude foran retten.