Kvinden bag temasangen til Venner er død

Allee Willis, der skrev teksten til den populære temasang fra "Venner", "I'll Be There For You", blev 72 år.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Kvinden bag teksten til temasangen til tv-serien "Venner", Allee Willis, er død.

Hun blev 72 år, oplyser hendes partner Prudence Fenton onsdag på Instagram ifølge det amerikanske medie The New York Times.

Allee Willis skrev teksten til en af tv-historiens mest kendte titelmelodier "I'll Be There For You", der blev sunget af gruppen The Rembrandts til den enormt populære tv-serie "Venner".

Sangen blev ifølge det amerikanske medie Buzzfeed færdiggjort 17. september 1994, blot en uge før at tv-serien fik premiere.

Willis er også kendt for at have skrevet flere sange til musikgruppen "Earth, Wind and Fire".

Derudover vandt hun en Grammy-pris i 1985 for sit arbejde med lydsporet til 80'er-filmen "Frækkere end politiet tillader" med Eddie Murphy i hovedrollen som politibetjent i Los Angeles.

Willis blev optaget i Songwriters Hall of Fame i 2018.

60 kommentarer
Vis kommentarer