Det lader til, at forhenværende frontmand i AC/DC, Brian Johnson, er 'Back in Black'.
Han er blevet spottet i canadiske Vancouver sammen med tidligere trommeslager i bandet, Phil Rudd. Det har fået fans verden over til at gisne om et nyt album, skriver mediet NME.
Brian Johnson blev i 2016 erstattet, fordi han havde mistet en stor del af sin hørelse. Han blev erstattet af Axl Rose, der også er forsanger i Guns N' Roses. Phil Rudd var derimod tvunget til at forlade bandet på grund af en retssag, hvor han var anklaget for at have givet dødstrusler.
En tradition over flere årtier
Men alt tyder altså på, at de to rocklegender er tilbage i bandet, i hvert fald til endnu en indspilning. De er blevet spottet ude foran Warehouse Studios i Vancouver. Byen hvor de over de sidste to årtier har indspillet alle deres albums.
I Vancouver buldrer jungletrommerne derudaf, hvor et lokalt medie hævder at have snakket med lokale, der har set Stevie Young, der er rytmeguitarist i bandet.
Han er også en erstatning for den originale rytmeguitarist, Malcolm Young, som desværre måtte lægge stjernelivet på hylden i 2014, efter han fik problemer med helbredet og blev dement. Han døde i november 2017.
Den eneste, der mangler på nuværende tidspunkt, lader til at være guitaristen Angus Young.