Legenden stopper: Nu er det slut

Interview med det amerikanske kulturikon Joan Baez, der onsdag kommer til Danmark for sidste gang

77-årige Joan Chandos Baez vinker farvel til et langt liv på landevejen, men sangerinden vil stadig give enkeltstående koncerter. Foto: All Over
77-årige Joan Chandos Baez vinker farvel til et langt liv på landevejen, men sangerinden vil stadig give enkeltstående koncerter. Foto: All Over

MALMØ (Ekstra Bladet): Joan Baez har delt scene med Martin Luther King, Barack Obama og Nelson Mandela.

Hun har delt seng med Steve Jobs, Bob Dylan og John Lennon.

En vinterdag i Malmø må hun nøjes med Ekstra Bladet, som den legendariske folkesanger og aktivist dog hjerteligt deler en halv time med.

Se også: Legendarisk sangerinde siger farvel

Den lille dame på 77 er så skøn, at man får lyst til at putte hende i lommen og tage hende med hjem.

Men skindet - der er bemærkelsesværdigt rynkefrit - bedrager, afslører Baez, der er stolt af at en ung mand kaldte hende en ’badass’ for nyligt.

- Det er også sagt om mig, at jeg har en stemme som en engel, men en mund som en havnearbejder, ler Baez, så man ikke er i tvivl om, at hun har det ret godt med den beskrivelse.

Magien er væk
Den magiske stemme, der har tryllebundet verden siden sidst i 1950’erne, er dog ikke, hvad den har været, og livet på landevejen er blevet for hårdt, så Baez er draget på afskedsturné.

Se også: Brav legende synger på sidste vers

I morgen onsdag optræder newyorkeren i for længst udsolgte Koncertsalen i København, hvor hun synger gamle klassikere og nye numre fra det netop udsendte og fremragende album ’Whistle Down the Wind’, der formentlig bliver hendes sidste.

- Jeg var dybt frustreret, da min stemme så småt begyndte at ændre sig for vel omkring 25 år siden. Førhen kunne jeg bare åbne munden, og så kom denne perfekte, uspolerede lyd ud. Jeg ville ikke acceptere, at den ændrede sig. Jeg var jo miss naturtalent! Hvordan kunne det ske for mig? Min læge sagde, at jeg kæmpede mod tyngdeloven, og så gik jeg til en vokalcoach, der virkelig har hjulpet mig, og nu accepterer jeg, at jeg har en langt dybere og anderledes stemme, forklarer Baez.

Veteranen er født i Staten Island, New York, men har i årevis boet i Woodside, Californien. Foto: Stewart Volland
Veteranen er født i Staten Island, New York, men har i årevis boet i Woodside, Californien. Foto: Stewart Volland

Det er midt på eftermiddagen backstage før en koncert i Malmø, og selv om Baez klager over at have sovet dårligt på bussen, så ser hun forbløffende godt ud:

- Jeg er meget disciplineret. Jeg sørger for at få den rigtige motion, jeg spiser økologisk, og så har jeg arvet mine forældres stærke knogler. Jeg har aldrig drukket eller taget stoffer. Jeg er så kedelig, smiler hun som en spillevende Mona Lisa.

Der er lys i mørket
Smilet stivner imidlertid, når snakken falder på Donald Trump, som hun sviner til fra scenekanten nogle timer senere:

- Ingen kunne have forestillet sig det skrækscenarie, vi har nu. Trump er frygtelig, men jeg synes, eleverne i Florida er et lys i mørket. De har allerede gjort en forskel. Jeg kan genkende det mod, de har. Jeg havde også den ’fuck dig’-attitude, da jeg var i den alder. De er frygtløse. Det er fantastisk at se.

Se også: Rosanne Cash: Fars store pige

Baez ser bedrøvet ud ved tanken om, at næsten halvdelen af hendes landsmænd stemte på Trump:

- Det er svært at forklare. Folk stemmer imod egne interesser. Det er de ligeglade med. Trump har tændt noget i dem. Folk er vrede. Og fulde af had. Det minder mig om dem, der var imod borgerrettighedsbevægelsen.

Joan Baez og Martin Luther King følger børn til deres nyligt integrerede skole i Mississippi anno 1966. Foto: Getty
Joan Baez og Martin Luther King følger børn til deres nyligt integrerede skole i Mississippi anno 1966. Foto: Getty

Trods den deprimerende verdenssituation mener Baez dog ikke, at hendes livslange virke som aktivist har været forgæves:

- Nej. Da jeg var ung, gik det op for mig, at ’We Shall Overcome’ ikke betyder, at vi får verdensfred. Det betyder, at vi vil klare de udfordringer, vi har fra dag til dag. Og nu mere end nogensinde kan man ikke se længere frem end en dag ad gangen. Det store billede er simpelthen for uoverskueligt. Efterhånden handler det jo i virkeligheden om at holde menneskeheden intakt.

Se også: Det meget grå guld

Baez har siden sine teenageår været arresteret flere gange for civil ulydighed. Styrken til at blive ved kommer indefra, siger hun:

- Det er dybt rodfæstet i mig fra barnsben. Allerede fra jeg var ti år gammel, hørte jeg endeløse diskussioner i mit hjem om for eksempel vold kontra ikkevold. Det lå altid i kortene for mig, at jeg skulle være mere end bare en sangerinde.

Fanget i seksuelt image
Hun er ikke synderligt imponeret af, hvordan tidens popstjerner som Rihanna og Nicki Minaj fører sig frem:

- Det virker ikke særligt afbalanceret! De er fanget i et seksuelt image. En af dem tager stilling til et eller andet af og til, men de følger det ikke til dørs. De gør det bare, fordi det er nemt. Hvis man vil ændre noget i vores samfund, så skal man være villig til at tage en risiko. Der er ikke den store risiko ved at sænke sin bh lidt.

Baez har sin søn Gabe Harris med på turné. Han spiller percussion i hendes lille band. Hun erkender, at hun har dårlig samvittighed over ikke at have været der for ham, da han var barn.

Med sin nyfødte søn Gabriel Harris, som hun fik med aktivisten og forfatteren David Harris i 1969. Foto: All Over
Med sin nyfødte søn Gabriel Harris, som hun fik med aktivisten og forfatteren David Harris i 1969. Foto: All Over

Stjernen har ellers altid knyttet tætte bånd til sin familie, men trods flere prominente forhold skriver hun i sin biografi ’And a Voice to Sing With: A Memoir’, at hun er ’født til at leve alene’.

Baez mener ikke, at det er en trist erkendelse:  

- Ikke hvis man er lykkelig i sin ensomhed. Og jeg er meget lykkelig. Jeg har udført en stor terapeutisk omvæltning af mig selv. Jeg er blevet en anden. Jeg er blevet et helt menneske. Det var jeg ikke før. Det overrasker nok folk, fordi jeg ser så rolig ud, men jeg havde en masse uro indeni. Da jeg var omkring 50, fik jeg hjælp af en hel del terapeuter. De pillede mig fra hinanden og satte mig sammen igen.

Moderen blev 100 år
Baez vil ikke nærmere ind på, hvad hun tumlede med:

- Det vil jeg ikke tale om, men jeg føler mig mere frigjort og afslappet nu. Da vi var færdige med behandlingen, sagde min terapeut, at ’nu var det tid til at finde en mand’. Åh nej, tænkte jeg bare! Jeg var helt udmattet. Men hvis det sker, så sker det, og jeg er åben over for det. Det ville være dejligt, men jeg leder ikke. Jeg længes ikke efter en. Jeg er jo tit omgivet af mennesker og meget tryg i min ensomhed.

Se også: Gudskelov: Dylan stiger til himmels

Ikonerne i musikverdenen har det med at miste forstanden, værdigheden og livet, når de kommer op i alderen. Baez har det hele endnu, og det ligger i blodet:

- Jeg har det fra min mor. Min mor ville gerne blive 100. Jeg spurgte hende, hvad hun kunne tænke sig på sin fødselsdag. ’At falde død om!’, svarede hun. Hun døde en uge efter sin 100 års fødselsdag.

Selv er Baez også begyndt at tænke mere på, at hun ikke lever evigt:

- Det er jeg helt sikkert. Det er nok derfor, jeg godt kan lide at være sammen med mine buddhistiske venner for tiden. De har et sundt forhold til døden, og det vil jeg gerne lære af. Når man er på landevejen i konstant bevægelse, kan man bilde sig selv ind, at man er udødelig. Så det er en anden god grund til at stoppe.

Coveret til Joan Baez' første album siden 2008, 'Whistle Down the Wind', som hun mener bliver karrierens sidste.
Coveret til Joan Baez' første album siden 2008, 'Whistle Down the Wind', som hun mener bliver karrierens sidste.

Sætlisten i Malmø

1. There but for Fortune (Phil Ochs)

2. God Is God (Steve Earle)

3. Farewell Angelina (Bob Dylan)

4. Whistle Down the Wind (Tom Waits & Kathleen Brennan)

5. Silver Blade (Josh Ritter)

6. It's All Over Now, Baby Blue (Bob Dylan)

7. Deportee (Plane Wreck at Los Gatos) (Woody Guthrie)

8. The Things That We Are Made Of (Mary Chapin Carpenter)

9. Diamonds & Rust (Joan Baez)

10. Me and Bobby McGee (Kris Kristofferson & Fred Foster)

11. Another World (Antony and The Johnsons)

12. The Times They Are a-Changin' (Bob Dylan)

13. The President Sang Amazing Grace (Zoe Mulford)

14. Joe Hill (Phil Ochs)

15. Seven Curses (Bob Dylan)

16. Lily of the West (traditional)

17. The House of the Rising Sun (traditional)

18. Darling Corey (traditional)

19. Gracias a la Vida (Violeta Parra)

Ekstranumre

20. Imagine (John Lennon)

21. The Boxer (Paul Simon & Art Garfunkel)

22. Swing Low, Sweet Chariot (Wallace Willis)

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Mercury Rev: 'Bobbie Gentry's The Delta Sweete Revisited' (Bella Union-album/Ude 8. februar)
2.Lifesick: 'Swept In Black' (Isolation-album/Ude 21. december)
3.Venom: 'Storm the Gates' (Spinefarm-album/Ude 14. december)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.Hyrevognene: 'Hyrevognene' (Mastermind-ep/Ude nu)
2.J Mascis: 'Elastic Days' (Sub Pop-album/Ude nu)
3.Unknown Mortal Orchestra: 'IC-01 Hanoi' (Jagjaguwar-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen