Da Marvin Lee Aday var knægt, kom han til at jokke sin football-coach over foden.
- Flyt dig, dit farsbrød! råbte træneren, og fra den dag blev Marvin kaldt Meat Loaf.
Den korpulente teenager fra Texas var en af de største på holdet. Nogle år senere blev han en af de største i rockverdenen.
Intet kunne faktisk blive stort nok for farsbrødet, der døde torsdag i en alder af 74.
Fra helvede til succes
Meat Loaf blæste lydmuren omkuld og lagde musikbranchen ned i 1977 med sit svulstige debutalbum, ’Bat Out of Hell’.
Pladen har globalt rundet 43 millioner solgte eksemplarer. Den har opnået 14 gange platin i USA.
Blockbusterens bagmand, Jim Steinman, lod sig inspirere af Bruce Springsteens flair for martret ungdomskærlighed og parrede romantikken med den sans for blævrende bravur, Meat Loaf havde demonstreret tidligt i karrieren i musicals som ’Hair’ og ’The Rocky Horror Show’.
Meat Loaf fremførte albummets nøglenumre ’You Took the Words Right Out of My Mouth’ og ‘Two Out of Three Ain't Bad’ tilsat en patos, der ikke lå under for opera, og kassesuccesen var hjemme.
En fucking komedie
Kritikerne var knap så begejstrede, men det tog amerikaneren ret roligt, da han mange år senere blev interviewet af magasinet Mojo:
- Jeg har hørt en million gange, at jeg er opblæst, pompøs og selvoptaget. Og den første person, der beskrev mig sådan, var mig selv. Det er meningen, det er opblæst. Det er en fucking komedie!
- Hele rockhistorien er en komedie. Det var aldrig meningen, at rock’n’roll skulle forklare universets gåde. Det er for sjov. Jeg er for sjov. Så grin ad mig, hvis du har lyst. Det har jeg intet problem med, forklarede idolet.
Meat Loafs bankrådgivere grinede utvivlsomt hele vejen til banken og hjem igen, men sangeren kunne ikke håndtere populariteten og havde mentalt underskud, så han blev ramt af et nervøst sammenbrud.
Fik utroligt comeback
Originalens efterfølgende udgivelser kunne slet ikke hamle op med de salgstal, der gjorde ’Bat Out of Hell’ udødelig, og Meat Loaf var tvunget i knæ.
Han rejste sig på spektakulær vis i 1993 med fuldtræfferen ’Bat Out of Hell II: Back into Hell’, som blev et af de mest opsigtsvækkende comebacks i musikhistorien.
Albummets gigantiske single, ’I'd Do Anything for Love (But I Won't Do That)’, sendte Meat Loaf tilbage på toppen af showbiz, og han var atter ’larger than life’ på mere end sin badevægt.
Meat Loaf boostede karrieren med roller i flere end 50 film og tv-shows. Han gjorde sig særligt bemærket i ’Fight Club’, ’Wayne’s World’ samt ’Spice World: The Movie’.
Mange danske koncerter
Entertaineren besøgte Danmark talrige gange gennem årene og optrådte blandt andet i Saga, Valby Hallen og Brøndby Hallen samt på festivaler som Smukfest, Rock Under Broen og Skive Beach Party.
Meat Loaf, der ganske paradoksalt var vegetar i mange år, ændrede navn fra Marvin til Michael i 2001.
Marvin mindede ham for meget om en reklame for Levi’s, som han ikke kunne glemme fra sin ungdom.
Den havde sloganet ’Stakkels tykke Marvin kan ikke gå i Levi’s.’
Men ellers gik det jo meget godt for Marvin. Og Meat Loaf.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Opereret i ryg, hjerte og knæ
Meat Loafs død blev offentliggjort fredag morgen dansk tid uden dødsårsag.
Men allerede i 2016 erklærede avisen New York Post faktisk rockstjernen død, da han kollapsede på scenen i Canada, mens han sang ’I’d Do Anything for Love (But I Won’t Do That)’.
Det viste sig, at han blot var faldet omkuld på grund af dehydrering.
Meat Loaf kæmpede imidlertid med langt alvorligere helbredsproblemer de senere år.
Brug for iltmaske
Han gennemgik operationer i både ryg, stemmebånd og knæ, og i 2003 blev han sågar hjerteopereret efter et scenestyrt i London.
Sangeren led af astma og havde angiveligt brug for iltmaske mellem sangene, når han gav koncert.
I 2013 proklamerede Meat Loaf, at han ikke kunne holde til at turnere længere. Til nyhedsbureauet Reuters udtalte han:
- Jeg vil ikke rejse mere. Jeg vejer nok 100 pund mere end Mick Jagger. Det betyder noget for slidstyrken.