Netflix' giganthit 'Stranger Things' fortsætter traditionen med at puste nyt liv i gamle sange.
Tidligere på sommeren gik det ud over Kate Bush, der pludselig kunne se sit nummer 'Running Up That Hill' med 37 år på bagen stryge til tops på alverdens hitlister efter at have været med i en vigtig scene i den nye sæson.
Og nu går det ud over Metallica, der, hvis nogen skulle have misset det, har danske Lars Ulrich siddende bag trommesættet.
I finaleafsnittet spiller karakteren Eddie Munson nemlig bandets 36 år gamle nummer 'Master of Puppets' i en afgørende scene.
Det har fået sangen til at kravle langsomt, men sikkert op ad Spotifys hitliste, hvor den startede på 184. pladsen, og gennem plads 47 og 26 nu er helt oppe på en 17. plads på deres globale hitliste, hvor Kate Bush i øvrigt ligger nummer ét.
Det har fået bandet til at dele deres begejstring i et opslag på deres Instagram-profil.
'Den måde, The Duffer Brothers har inkorporeret musik i 'Stranger Things' på, har altid været på et uhørt højt niveau, så vi var overvældede over, at de ikke blot inkluderede 'Master of Puppets' i showet, men også havde en så afgørende scene bygget op omkring nummeret'.
De skriver også, at nogle fans faktisk lurede, hvilken sang Eddie Munson, spillet af Joseph Quinn, ville spille på guitaren, ved at afkode akkorderne fra et trailer-klip.
'Vi var allesammen spændte på at se det endelige resultat, og da vi gjorde det, blev vi blæst helt bagover ... Det er så ekstremt godt klaret, faktisk så godt klaret, at nogle mennesker var i stand til at gætte sangen blot ved at se nogle få sekunder af Joseph Quinns hænder i traileren!! Hvor vildt fedt er det lige?'.
'Det er en utrolig ære at være så stor en del af Eddies rejse og igen at være i selskab med alle de andre fantastiske kunstnere, der er med i showet.'
Se opslaget, hvor de også deler scenen fra serien her.