Den tidligere trommeslager i det amerikanske metalband Megadeth, Nick Menza, døde lørdag nat, 51 år gammel.
Det meddeler trommeslagerens ven Allen E Hall på Nick Menzas egen officielle Facebookside.
Nick Menza faldt om på spillestedet The Baked Potato i Los Angeles under en koncert med bandet OHM.
En person, som var til stede under koncerten fortæller til metalsitet Blabbermouth, at det så ud til, at trommeslageren fik et slagtilfælde. Han trak ikke vejret, og personale gav ham hjertemassage til ambulancen nåede frem. Redningsfolk kæmpede for at redde Menzas liv, men han blev senere erklæret død.
Megadeth er koncertaktuelle på den københavnske metalfestival Copenhell til juni. Hovedmanden Dave Mustaine tweetede i morges om bandets tidligere trommeslager og skrev blandt andet: Sig, det ikke er sandt! Jeg vågnede i morges kl 4 til nyheden om, at Nick Menza er gået bort.

Vennen Allen E Hall skriver efter dødsfaldet på Facebook, at Nick Menza ikke alene nærede lidenskab for metal, men var et meget kreativt menneske, der malede, lavede skulpturer, arbejdede med træ og i øvrigt elskede at udveksle konspirations-teorier ikke mindst om rumvæsner.
- Nick, du blev taget væk for tidligt, og det er en stor fejltagelse. Jeg vil savne dig dybt min ven, skriver han.
Metalstjerne filmer UFO - se selv
På spillestedets - og på musikerens egen Facebook strømmer det i dag ind med kondolancer.
Nick Menza spillede med Megadeth fra 1989 og ni år frem, I følge Blabbermouth var der i 2014 tilnærmelser mellem trommeslageren og Megadeth, men det blev ikke til noget formentlig på grund af uenighed om kontrakten.
Menza kom med i bandet OHM sidste år, efter at en daværende trommeslager måtte gennemgå en hjerte-operation, skriver Blabbermouth.