Musikalsk geni - og et røvhul

Biografi går i dybden med Paul Simons mageløse musik samt menneskelige mangler

Paul Simon under en koncert i Randers anno 2002 - om få dage fylder stjernen 76. Foto: Anders Szlavik
Paul Simon under en koncert i Randers anno 2002 - om få dage fylder stjernen 76. Foto: Anders Szlavik

Paul Simon er kun 158 centimeter høj, men han er en af musikverdenens giganter.

Og den jødiske middelklasseknægt fra New York var faktisk i København, da han fik sit afgørende gennembrud til masserne.

I 1965 gjorde Simon som relativ ukendt spillemand stop i Danmark, hvor han slog op i branchebladet Billboard og erfarede, at Simon & Garfunkels ’The Sound of Silence’ på blot en uge var hoppet 52 pladser frem på Billboards legendariske hitliste Hot 100.

Se også: Gigantisk: Unik legende i jysk triumf

Succesen var hjemme, og de følgende årtier solgte Simon mange millioner eksemplarer af milepæle som ’Bridge over Troubled Water’, ’Graceland’ og ’The Rhythm of the Saints’.

Stjernen hyldes for sine musikalske meritter i Peter Ames Carlins grundige biografi ’Homeward Bound: The Life of Paul Simon’, der udkommer på dansk i morgen tirsdag som ’Paul Simon’, men mennesket bag de humane sange er forfatteren knap så imponeret af.

Stjal arrangement
Ifølge Carlin er Simon et geni - men han er også noget af et røvhul.

Carlin tegner et portræt af en skånselsløs og stædig, men også generøs og gavmild person, der har kæmpet med skam over sin ’meningsløse’ megasucces og komplekser over sin højde.

Se også: Salig fryd med Paul Simon

Sangeren gik således til psykolog fire gange om ugen, da Simon & Garfunkels ’Bridge over Troubled Water’ fra 1970 var det største album i showbusiness, og på baggrund af ikke mindst den blockbuster formåede duoen i 1981 at samle svimlende en halv million mennesker i hjembyens Central Park.

Simons vej til toppen var ikke ligeså uskyldig som hans ansigt, da forløberen for Simon & Garfunkel, Tom & Jerry, debuterede i 1957.  

Se også: Mirakelmageren Paul Simon

Amerikaneren stjal arrangementet til den traditionelle britiske folkesang ’Scarborough Fair’, som Simon & Garfunkel storhittede med, fra sin engelske kollega Martin Carthy, der følte sig forrådt i den ellers principfaste verden af folkemusikere.

I en lignende situation tog Simon den basale idé til ’Bridge over Troubled Water’ fra gospelsangeren Claude Jeter.

Et Disgraceland
På soloalbummet ’Graceland’ producerede han musikalske mirakler med hjælp fra sydafrikanske musikere, men det skabte furore, at Simon trodsede den internationale boykot af landet, der undertrykte befolkningen med det raceadskillende styre Apartheid.

Nelson Mandela og Paul Simon i Johannesburg i 1992, hvor Apartheid blev afviklet. Foto: AP
Nelson Mandela og Paul Simon i Johannesburg i 1992, hvor Apartheid blev afviklet. Foto: AP

Mesterværket ’Graceland’ var imidlertid multietnisk i en grad, så Simon også inviterede den californisk-mexicanske gruppe Los Lobos med på pladen.

De fortrød bitterligt deres medvirken, da det gik op for dem, at verdensstjernen til deres måbende overraskelse ikke opførte Los Lobos som sangskrivere på nummeret ’All Around the World or the Myth of Fingerprints’, som bandet mente dybest set var deres nummer.

’Graceland’ er solgt i 16 millioner eksemplarer, så Los Lobos gik glip af en formue.

Se også: Alfahanner forsvarer enemærker

I længden mente Art Garfunkel også, at makkeren var for meget. Og omvendt. At de oprindeligt hed Tom & Jerry viste sig at blive betegnende for deres betændte samarbejde.  

Selv da Simon & Garfunkel i 1990 blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame, kunne 183 centimeter lange Garfunkel ikke lade være med at genere Simon i sin takketale. Foroverbøjet og anstrengt kom det fra sangeren:

- Det er mikrofonhøjde, der fik denne gruppe til at gå i opløsning.

Art Garfunkel og Paul Simon foran hele 500.000 i Central Park i New York anno 1981. Foto: AP
Art Garfunkel og Paul Simon foran hele 500.000 i Central Park i New York anno 1981. Foto: AP
 

1 af 2 Den danske udgave af biografien udgives af People'sPress, den er på 435 sider og koster 299,95 kroner.
2 af 2 Paul Simon under en koncert i Randers anno 2002 - om få dage fylder stjernen 76. Foto: Anders Szlavik
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Musik
Mest læste i Musik
Hent flere

Skamhører

Thomas Treo skamhører

1.Imperial State Electric: 'Anywhere Loud' (Psychout-album/Ude 16. februar)
2.Tyler Childers: 'Purgatory' (Hickman Holler-album/Ude 5. januar)
3.Joan As Police Woman: 'Damned Devotion' (PIAS-album/Ude 9. februar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.New Order: 'NOMC 15 - Live' (Mute-album/Ude nu)
2.Wilco: 'A.M. - Special Edition' (Sire-album/Ude nu)
3.Whitney: 'Light Upon the Lake - Demo Recordings' (Secretly Canadian-album/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen