Overrasker med mystisk reklame

Popstjernen Ed Sheeran er blevet ny trøjesponsor i den engelske fodboldklub Ipswich Town FC

30-årige Ed Sheeran har efterhånden etableret sig i verdenstoppen af musikken. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
30-årige Ed Sheeran har efterhånden etableret sig i verdenstoppen af musikken. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Ed Sheeran har tjent masser af millioner på massivt lyttet popmusik og ejendomshandler, og nu er det blevet tid til at give lidt tilbage til lokalsamfundet.

Den 30-årige popstjerne skal i den kommende sæson være trøjesponsor for fodboldklubben Ipswich, som han er vokset op som fan af. Det oplyser klubben, der til daglig spiller i den tredjebedste engelske fodboldrække, League One.

- Klubben er en stor del af lokalsamfundet, og det er min måde at vise min støtte på, siger Ed Sheeran selv til klubbens hjemmeside, hvor det bliver oplyst, at det både er det bedste hold hos mændene og kvinderne, han har købt et sponsorat af.

- Jeg har altid nydt mine ture til Portman Road (klubbens stadion, red.), og jeg ser frem til at komme tilbage dertil, så snart tilskuere igen får lov til at komme på stadion, fortsætter han.

Selve logoet, der i den nærmeste fremtid skal pryde klubbens trøjer, forestiller en række matematiske symboler og teksten 'Tour'.

Hvad meningen mere konkret er, vil han ikke ud med.

- Det hele bliver afsløret på det rette tidspunkt, siger popstjernen om det mystiske logo.

Ed Sheeran er ofte på plads, når Ipswich spiller. Foto: Getty Images
Ed Sheeran er ofte på plads, når Ipswich spiller. Foto: Getty Images
 

Også League One-klubben glæder sig over samarbejdet.

- Vi er naturligvis lykkelige over, at Ed har accepteret at blive vores trøjesponsor næste sæson, siger klubbens salgsdirektør, Rosie Richardson.

- Jeg har arbejdet med Ed og hans management på flere forskellige projekter i løbet af årene, og jeg har budt Ed og hans gæster velkommen på Portman Road til mange kampe. Han har vist støtte til sin hjemby på mange måder, og dette er endnu et eksempel på det.

Det er ikke blev oplyst, hvor meget Ed Sheeran har betalt for sponsoratet, men på Instagram glæder han sig også over samarbejdet: