Den amerikanske soulsanger Bill Withers, der blandt andet er kendt for hits som 'Lean On Me', 'Lovely Day' og 'Ain't No Sunshine', er død - 81 år gammel.
Det skriver nyhedsbureauet AP, som har fået dødsfaldet bekræftet af familien.
Ifølge familien døde Withers mandag i sit hjem i Los Angeles som konsekvens af en række hjerteproblemer.
- Vi er knuste over tabet af vores elskede og hengivne ægtemand og far. En mand med et hjerte, der var drevet af at forbinde verden med sin poesi og musik. Han talte ærligt til folk og skabte forbindelser mellem dem igennem musikken, lyder det i en udtalelse fra familien.
- Han levede et privat liv tæt med sin familie og sine venner, men hans musik vil for evigt tilhøre verden. I denne svære tid beder vi til, at hans musik vil skabe trøst og underholdning, mens fans passer på deres kære, lyder det videre fra familien med henvisning til coronakrisen.
Withers var særligt aktiv i perioden 1967-1985, hvor han specielt blev kendt for numrene 'Lean on Me', 'Ain't No Sunshine', 'Use Me', 'Just the Two of Us', 'Lovely Day' og 'Grandma's Hands'.
Han har igennem sin karriere vundet flere priser, heriblandt tre Grammy Awards. I 2015 blev han optaget i The Rock and Roll Hall of Fame.
Bill Withers efterlader sig sin hustru, Marcia Johnson, og to voksne børn.