Rammstein er berygtet for at larme, men det tyske orkester har ligget stille længe.
Gruppen har ikke udgivet et album siden 'Liebe ist für alle da', der udkom i 2009, og intet tyder på, at der er nye paroler på vej ind over grænsen.
Fans kan dog trøste sig med, at Rammsteins frontmand, Till Lindemann, er pladeaktuel om et par måneder.
Under navnet Lindemann udsender han 22. juni albummet 'Skills In Pills' i samarbejde med den svenske musiker og producer Peter Tägtgren fra Hypocrisy og PAIN.
Hvis albumcoveret, der kan ses forneden, duoens pressebillede og pladens sangtitler er dækkende for skivens indhold, så kommer der flere grovkornede perversiteter ud af Lindemanns beskidte mund.
'Skills In Pills' indeholder numre som 'Ladyboy', 'Golden Shower' og 'Praise Abort'.
Til Metal Hammer har Lindemann udtalt:
- Det er meget seksuelt, men det er det, jeg har sunget om i Rammstein i 20 år. Ingen forstod det bare!
- Jeg ved, at en del hardcore Rammstein-fans nok ikke vil kunne lide det, fordi de vil savne det tyske sprog og den hårde lyd, men det her er et sideprojekt, og jeg tager en hel del personlighed med på min del af pladen.
Achtung derude!