En stor tragedie har ramt Sydafrika.
Den 28-årige rapper Costa Titch med det borgerlige navn Constantinos Tsobanoglou er død lørdag 11. marts, efter han kollapsede på scenen foran sine mange fans under en koncert i Sydafrika.
Det skriver stribevis af medier, heriblandt Mirror og Metro.
Costa Titchs familie har bekræftet dødsfaldet på hans officielle Instagram-profil.
Artiklen fortsætter under billedet ...
'Døden har tragisk banket på vores dør. Den berøver os vores elskede søn, bror og barnebarn, Constantinos Tsobanoglou (28), som Sydafrika var kommet til at elske og idolisere under hans kunstnernavn 'Costa Titch', skriver familien og fortsætter:
'Det er med stor smerte, at vi er nødt til at erkende hans bortgang på nuværende tidspunkt', lyder det videre.
Samtidig takker rapperens familie for kærligheden og støtten, som de har modtaget i den hårde tid.
I skrivende stund vides ikke, hvad der har ligget til grund for rapperens pludselige kollaps.