Robbie afslører: Jeg røg på intensiv efter Parken

Popstjernen fik 'meget bekymrende testresultater' og måtte i september aflyse russiske koncerter

43-årige Robbie Williams undlader at fortælle, hvad han har fejlet de seneste mange uger. Foto: All Over
43-årige Robbie Williams undlader at fortælle, hvad han har fejlet de seneste mange uger. Foto: All Over

I august optrådte Robbie Williams i Parken i København, men i september måtte den engelske entertainer opgive at gennemføre et par shows i Rusland.

Nu afslører han hvorfor - sådan da.

I et klip på robbiewilliams.com fortæller den populære popsanger, at han røg 'på intensiv' efter nogle 'meget bekymrende testresultater'.

Robbie Williams røber ikke, hvad han har fejlet, men siger han har været i bedring 'de seneste fem uger' og nu er veganer, der dyrker pilates og yoga dagligt - dog spiser han en burger 'hver søndag'.

Robbie i Parken: En færdig mand

Sangeren hævder desuden, at han ikke har trukket sig fra en turné på grund af dårligt helbred siden 1998, så han har tilsyneladende fortrængt sommeren 2011, hvor han fik skaldyrsforgiftning i København og aflyste en koncert i Parken med Take That.

Robbie Williams fortsætter sin 'The Heavy Entertainment Show Tour' i februar med koncerter i New Zealand og Australien.

Robbie Williams - det tidligere medlem af Take That på scenen i Budapest under en koncert i august. Foto: AP
Robbie Williams - det tidligere medlem af Take That på scenen i Budapest under en koncert i august. Foto: AP