Rockstjerne amok på scene: - Jeg dræber din familie

Steve Harwell er gået på pension efter en voldsom sidste koncert med bandet Smash Mouth

Forsanger Steve Harwell havde det ikke for godt til sin sidste koncert. Arkivfoto: Getty Images
Forsanger Steve Harwell havde det ikke for godt til sin sidste koncert. Arkivfoto: Getty Images

Dramaet var ikke til at tage fejl af, da musikeren Steve Harwell gik på scenen med Smash Mouth lørdag i New York.

Den 54-årige sanger har ifølge flere medier og gæster ved koncerten heilet mod publikum samt givet fingeren og råbt til de tilstedeværende.

Det skriver New York Post, der har modtaget billeder og videoer fra koncerten.

Ud over at true et af publikummerne med, at han 'vil dræbe din familie', sagde han også, at han 'aldrig ville forlade sit hjem, hvis han var bedre til at onanere'.

Den kaotiske koncert er siden gået viralt. Foto: TikTok
Den kaotiske koncert er siden gået viralt. Foto: TikTok

Trækker sig tilbage
Efter den kaotiske koncert har en talsperson for Steve Harwell udtalt til New York Post, at sangeren trækker sig fra rampelyset grundet mentale og fysiske problemer.

- Steve har længe haft medicinske problemer. Fra i dag af er han for at fokusere på sit helbred ikke længere med i Smash Mouth.

Selvom Harwell ikke længere er en del af bandet, bliver Smash Mouth stadig sammen.

De leder nu efter en til at erstatte Steve Harwell.

Hovedpersonen selv har efter episoden også udtalt sig i en pressemeddelelse:

'Til alle vores loyale fans, tak. Det her er muligt på grund af jer. Jeg har prøvet at komme igennem mine problemer med mit helbred for at spille for jer en sidste gang, men jeg kunne bare ikke. Jeg er så taknemmelig for alle jer, der har hjulpet Smash Mouth. Jeg kan ikke vente med at se, hvad der sker i fremtiden, og jeg er nu selv et af bandets fans,' lyder det.

Smash Mouth blev dannet i 1994 og har haft hits som 'Walkin' on the Sun' og 'All Star'.