Rockmusikeren Spencer Davis er død.
Den walisiske guitarist, der ledede succesbandet Spencer Davis Group, gik bort på et hospital i Los Angeles, hvor han var i behandling for lungebetændelse. Han blev 81.
BBC bringer nyheden.
Spencer Davis Group blev dannet i Birmingham i 1963, og midt i 1960'erne sendte de både 'Keep On Running' og 'Somebody Help Me' helt til tops på den britiske singlechart.
Banebrydende
Sammen med blandt andre The Rolling Stones, The Who og The Kinks var Spencer Davis Group med til at popularisere den amerikanske blues og R&B i Europa.
Bandet lod sig opløse i 1969, men blev senere sporadisk gendannet.
Spencer Davis Groups sanger, Steve Winwood, forlod kvartetten i 1967 og markerede sig efterfølgende i både Traffic og som soloartist.
Steve Winwood fik hjælp af Spencer Davis, da guitaristen i 1970'erne blev promotor for Island Records, hvor han arbejdede med blandt andre Bob Marley og Robert Palmer.