58 år efter sin første kontrakt har Bob Dylan solgt rettighederne til alle sine sange.
Køberen er Universal Music Publishing Group, og der er ikke meldt noget officielt ud om et beløb, men ifølge The New York Times er kataloget vurderet til omkring 300 millioner amerikanske dollars svarende til lidt mere end 1,8 milliarder danske kroner.
Universal Music Publishing Group har selv udsendt en pressemeddelelse om opkøbet af rettighederne mandag.
I pressemeddelelsen skriver de, at der er tale om mere end 600 rettigheder, som gælder alt fra klassikeren 'Blowin' in the Wind' til det nye album fra i år.
'At repræsentere arbejdet af en af de største sangskrivere nogensinde - hvis kulturelle indflydelse ikke kan overvurderes - er både et privilegium og et ansvar,' udtaler direktør Jody Gerson i pressemeddelelsen.
Stor indflydelse
Bob Dylans sange er ifølge Universal Music Publishing Group blevet indspillet mere end 6000 gange af forskellige kunstnere verden over.
Særligt sange som 'The Times They Are A-Changin' og 'Like a Rolling Stone' fremhæves som sange, der har haft stor indflydelse på samfundet.
I 2016 blev det meldt ud af Nobelpris-komitéen, at Bob Dylan ville modtage nobelprisen i litteratur. Dermed var han den første musiker nogensinde, som fik tildelt den pris.
Prisen blev ifølge komitéens udtalelse givet til ham for at 'have skabt en ny poetisk udtryksform i den amerikanske sang-tradition'.