Sangeren Les McKeown fra Bay City Rollers er død

Den britiske popstjerne døde pludseligt i sit hjem tirsdag i en alder af 65, oplyser hans familie

Les McKeown (bagerst) sammen med en del af Bay City Rollers i form af Derek Longmuir, Eric Faulkner , Ian Mitchell og Stewart Wood i 1975. Foto: Ritzau Scanpix
Les McKeown (bagerst) sammen med en del af Bay City Rollers i form af Derek Longmuir, Eric Faulkner , Ian Mitchell og Stewart Wood i 1975. Foto: Ritzau Scanpix

Les McKeown er død i en alder af 65 år.

Det oplyser hans familie i et opslag på den britiske popstjernes Twitter-profil.

'Det er med stor sorg, at vi må fortælle, at vores elskede mand og far, Leslie Richard McKeown, er død,' starter opslaget på det sociale medie.

Opslaget er underskrevet hans kone, Keiko, og parret fælles søn, Jubei, der kalder hans død et 'kæmpe chok' og beder om, at folk respekterer deres privatliv, mens de kommer sig over det tragiske dødsfald.

'Leslie døde pludseligt i sit hjem tirsdag 20. april 2021,' lyder det videre fra familien, der er i gang med at arrangere bisættelse og mindehøjtidelighed.

Les McKeown er bedst kendt som forsanger i det britiske popband Bay City Rollers, der var 1970'ernes helt store boyband og hittede med sange som 'Bye, Bye, Baby' og 'Give a Little Love', der begge gik helt til tops på den britiske salgsliste.

Den nu afdøde forsanger blev en del af Bay City Rollers i 1973 og var med, mens bandet oplevede mest succes. Han forlod dem igen i 1978. Bandet opnåede efterfølgende aldrig den samme store succes.

Les McKeown forsøgte sig efterfølgende med en solokarriere, der heller aldrig blev den store succes. I 2015 genoplivede han bandet sammen med Stuart Wood og Alan Longmuir - sidstnævnte døde dog under en ferie i 2018.

Les McKeown i 2012. Solokarrieren blev aldrig den store succes, og i 2015 genoplivede han den populære band. Foto: Frank Gunn/Ritzau Scanpix
Les McKeown i 2012. Solokarrieren blev aldrig den store succes, og i 2015 genoplivede han den populære band. Foto: Frank Gunn/Ritzau Scanpix