Soulsanger, sangskriver og pianist Barrett Strong er død i en alder af 81 år.
Den amerikanske hitmager, der havde stor succes i soulmusikkens guldalder, døde søndag i Detroit.
Rolling Stone og flere andre udenlandske medier bringer nyheden.
Dødsårsagen er ikke oplyst.
Barrett Strongs version af 'Money (That's What I Want)' fra 1959 blev det første markante hit for Detroits navnkundige soulselskab, Motown.
Klassikeren blev senere indspillet af blandt mange andre The Beatles, The Rolling Stones og Led Zeppelin.
Op gennem 1960'erne var Barrett Strong med til at skrive tidløse hits for Motown som 'I Heard It Through the Grapevine', 'War', 'Just My Imagination (Running Away with Me)' og 'Papa Was a Rollin' Stone'.
Barrett Strongs navn står således på populære udgivelser med Marvin Gaye, Bruce Springsteen, The Temptations og mange flere legender.