LG Petrov har lavet hårdtslående metal i årtier. Nu er svenskeren selv hårdt ramt.
For nyligt afslørede sangeren fra Entombed og Entombed A.D., at han lider af en sjælden, uhelbredelig kræft i galdegangene, der fører galde fra leveren til galdeblæren og tolvfingertarmen.
Til magasinet Metal Hammer fortæller LG Petrov nu om sit sygdomsforløb.
- Jeg har drukket et par øl i mit liv, men min lever er tiptop. Jeg har røget en hel del, men mine lunger er tiptop. Det er bare meget, meget uheldigt. Kræft har ikke følelser. Det er bare maksimalt sort uheld.
Utrolig svag
Den 48-årige sanger er nu i kemobehandling, der tager hårdt på ham:
- I morges gik jeg ned for at handle. Der er halvanden kilometer, og jeg blev nødt til at tage tre pauser undervejs. Kroppen bliver utrolig svag.
LG Petrov forklarer, at selvom kræft i galdegangene er uhelbredelig, så er der en chance for, at den kan holdes nede.
Satans svenskere: Død på Djævleøen
Han har oprettet en crowdfunding-profil, hvor der allerede er indsamlet mere end en halv million danske kroner til sangerens udgifter i forbindelse med medicin.
Svenskeren, der har makedonske rødder, blev medlem af Entombed i slutningen af 1980'erne. Bandet fra Stockholm var blandt foregangsmændene i den skandinaviske bølge af dødsmetal, og pionererne har legendestatus inden for genren.
På grund af interne stridigheder i gruppen dannede frontmanden Entombed A.D. i 2014.
LG Petrov har stået på adskillige danske scener gennem årene og har blandt andet optrådt på Copenhell samt på Roskilde Festivals ikoniske Orange.