Slayers fans er ikke de eneste, der savner gruppen.
Det gør Slayers guitarist Kerry King også.
I et sjældent interview med heavymagasinet Metal Hammer udtrykker Kerry King stor frustration over, at det legendariske thrashband fra Los Angeles blev opløst i 2019.
- Jeg er vred. Hvad ellers? Det var for tidligt. Jeg siger for tidligt, fordi mine helte fra min ungdom stadig spiller! Jeg kan stadig spille, jeg vil stadig spille, men mit levebrød blev taget fra mig.
Det er almindelig kendt, at Slayer stoppede, fordi kvartettens frontmand, Tom Araya, var træt af turnélivet og ønskede at bruge mere tid med sin familie.
Tung afskedsturné
Slayers stort anlagte afskedsturné, der ramte Royal Arena i København i 2018, var tung for Kerry King:
- Samtlige koncerter var en nedtur! Vi rejste rundt til alle de steder og alle de byer, hvor vi har al den historie. Det er en nedtur at tænke: 'Jeg kommer ikke til at se mine venner der igen', udtaler Kerry King.
Den 58-årige musiker og sangskriver har imidlertid planer om at vende tilbage med en ny konstellation, der minder om den gamle:
- Hvis du kender mine sager, så ved du, hvordan det kommer til at lyde, proklamerer Kerry King.
Slayer blev dannet i Huntington Park i 1981. Amerikanernes tredje album, 'Reign in Blood' fra 1986, regnes som en af metalhistoriens mest essentielle udgivelser.