Så gik den ikke længere.
Det engelske glamrockband Slade ligger i ruiner, efter Dave Hill tilsyneladende har fyret veteranernes eneste andet tilbageværende, originale medlem, trommeslager Don Powell.
'Det er med stor bedrøvelse og beklagelse, at Don må informere sine fans om, at han ikke længere er medlem af Dave Hill's Slade. Dave har sendt en kold email for at informere ham om, at der ikke længere er brug for hans bidrag efter at have samarbejdet og været venner siden 1963', skriver Don Powell på sin hjemmeside.
Dave Hill afviser trommeslagerens udlægning af sagen i en besked på Facebook:
'Jeg er ked af at annoncere, at Don og jeg ikke længere vil arbejde sammen. Vores adskillelse kommer ikke ud af den blå luft, og hans udmelding er ikke præcis. Jeg ønsker Don succes i fremtiden.'
Næste stop Jylland
Don Powell har på det seneste haft problemer med sine ben, hvilket har afholdt ham fra at optræde, men han erklærer sig dog atter fit.
Slade er nu i realiteten opløst, og de to musikere vil angiveligt fortsætte som henholdsvis Dave Hill's Slade og Don Powell's Slade.
På Slades officielle hjemmeside fremgår det, at veteranernes næste koncerter finder sted i Viborg og Aalborg i begyndelsen af marts.
Arrangørerne i Aalborg oplyser til Ekstra Bladet, at Slades management bekræfter, bandet optræder uden Don Powell i Jylland.
Pinligt: Afdanket megaband i Jylland
Slade har solgt mere end 50 millioner plader på verdensplan og var et af de mest succesfulde bands i Storbritannien i 1970'erne. Deres største hit er juleklassikeren 'Merry Xmas Everybody' fra 1973.
Glamrockerne, der stammer fra Wolverhampton, har inspireret blandt andre Oasis, Kiss og The Clash.