Tommy DeVito er død

For 60 år siden var han med til at stifte hitbandet The Four Seasons

Tommy DeVito fotograferet i 2006 sammen med Frankie Valli og Bob Gaudio. Foto: Matt Baron/BEI/Shutterstock
Tommy DeVito fotograferet i 2006 sammen med Frankie Valli og Bob Gaudio. Foto: Matt Baron/BEI/Shutterstock

Tommy DeVito - medstifter af det ikoniske The Four Seasons - er død som følge af coronavirus.

Han blev 92 år.

Dødsfaldet bekræftes af 'Casino'-skuespilleren Alfredo Nittoli på vegne af familien. Det skriver blandt andre New York Post.

Også The Four Seasons-frontmanden Frankie Valli og Bob Gaudio, der ligeledes er medlem, bekræfter den triste nyhed.

'Det er med stor sorg, vi kan fortælle, at Tommy DeVito, et af de oprindelige medlemmer af The Four Seasons, er gået bort. Vores tanker går til familien i denne svære tid. Han vil blive savnet af alle, der elskede ham', lyder det i en fælles udtalelse.

Nittoli skriver på Facebook, at han døde mandag.

Tommy DeVito blev 92 år. Foto: Carolyn Contino/BEI/Shutterstock
Tommy DeVito blev 92 år. Foto: Carolyn Contino/BEI/Shutterstock

Det er tidligere kommet frem, at Tommy DeVito var blevet smittet med coronavirus og indlagt på hospitalet.

DeVito var med til at stifte det succesrige band i 1960, hvor han var guitarist. Det estimeres, at The Four Seasons har solgt flere end 100 millioner plader verden over og regnes som et af de bedstsælgende bands nogensinde. DeVito forlod The Four Seasons i 1971, men blev senere sammen med resten af de oprindelige medlemmer indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame i 1990.

39 kommentarer
Vis kommentarer