Vegansk rocklegende: Kødædere skyld i corona

Guitaristen Brian May fra Queen siger, pandemien bør få verdenssamfundet til at omlægge kostvaner

Brian May blev veganer i januar - han står bag flere af Queens sange som 'We Will Rock You' og 'The Show Must Go On'. Foto: AP/Joel Ryan
Brian May blev veganer i januar - han står bag flere af Queens sange som 'We Will Rock You' og 'The Show Must Go On'. Foto: AP/Joel Ryan

Brian May mener, veganisme er vejen frem, hvis vi skal undgå virus som corona i fremtiden.

Guitaristen fra det legendariske rockband Queen udtaler til musiksitet NME, at verden er 'tvunget i knæ' som følge af, at menneskeheden spiser dyr.

Se også: Se Brian May gå grassat på fotograf

Stjernemusikerens pointe er, at pandemien angiveligt havde sit udspring på et marked for salg af levende dyr i den kinesiske by Wuhan, hvor blandt andet flagermus sælges som føde:

- Det er det centrale problem. Jeg synes, det er tid til at genoverveje, hvorvidt vi bør spise dyr. Vi bør kunne leve på en måde, der ikke misbruger andre arter, siger Brian May, der har været veganer siden januar.

Queen + Adam Lambert skulle have givet to udsolgte koncerter i Royal Arena på Amager den kommende sommer, men de er på grund af coronakrisen udskudt til juli 2021.

Lidt middelalderligt
Brian May bakkes op af Paul McCartney, som forleden kritiserede de kinesiske kødmarkeder:

- Jeg håber virkelig, at det her vil få den kinesiske regering til at sige: 'O.k., gutter, vi bliver nødt til at være superopmærksomme på hygiejnen her.' Lad os se det i øjnene, at det er lidt middelalderligt at spise flagermus.

Se også: Milliardær på musik: Ikke meget værd

Paul McCartney forklarede sig til radioværten Howard Stern. Ikonet fra The Beatles har været vegetar siden midt i 70'erne.

Se også: Flagermus tager hævn over Ozzy

En anden engelsk musikgigant, Ozzy Osbourne, vakte opsigt, da han i 1982 bed hovedet af en flagermus under en koncert i Iowa. En fan kastede pattedyret op på scenen, og rocksangeren troede fejlagtigt, det var et legetøj lavet af gummi.

Efter koncerten røg Ozzy Osbourne på hospitalet, hvor han blev vaccineret mod rabies.

Ozzy Osbourne sælger nu flagermustøjdyr som merchandise. Foto: Scott Weiner/MediaPunch/IPX/Ritzau Scanpix
Ozzy Osbourne sælger nu flagermustøjdyr som merchandise. Foto: Scott Weiner/MediaPunch/IPX/Ritzau Scanpix
 

878 kommentarer
Vis kommentarer