Den canadiske verdensstjerne Celine Dion har valgt at aflyse alle sine shows på den længe ventede turné 'Courage' i 2023 og 2024 på grund af 'helbredsmæssige årsager'.
Det betyder også, at hendes planlagte shows i Royal Arena i København 23. og 24. september 2023 også er blevet aflyst.
I pressemeddelelsen bliver det ikke oplyst, hvad der holder den 55-årige sanglærke fra spotlyset. Andet end at hun undergår medicinsk behandling, der forhindrer hende i at optræde.
Det oplyser canadieren i en pressemeddelse.
'Jeg er ked af at skuffe jer alle sammen igen. Jeg arbejder virkelig hårdt på at komme tilbage på fuld styrke, men det at turnere kan være virkelig hårdt, selv når man er på 100 procent.' skriver verdensstjernen i pressemeddelelsen og uddyber:
'Det er ikke fair, at jeg bliver ved med at udskyde koncerterne, og selvom det gør ondt helt inde i hjertet på mig, så er det bedst, at vi aflyser det hele, indtil jeg er fuldstændig klar til at stå på scenen igen.'
'Og I skal alle sammen vide, at jeg ikke giver op ... og jeg kan ikke vente, til jeg kan se jer igen!'.
Artiklen fortsætter efter opslaget ...
Vedvarende muskelspasmer
Det fremgår ikke direkte af pressemeddelelsen, men sangerinden har tidligere udtalt, at hun er diagnosticeret med den sjældne sygdom SPS (stiff person syndrome, red.).
SPS er en neurologisk lidelse, der er kendetegnet ved stivhed i musklerne samt smertefulde muskelkramper. Disse sygdomstræk har tidligere voldt den canadiske verdensstjerne så 'alvorlige og vedvarende muskelkramper', at hun har måttet flytte samme turné.
Sidste gang den canadiske sangstjerne optrådte på en scene, var tilbage i 2019 i London, men siden har hun ikke haft spotlyset på sig på grund af sine kvaler med den neurologiske lidelse.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Længe ventet skuffelse
Turneen var sat til at blive genoptaget 26. august 2023 i Amsterdam. Men Celine Dion havde oprindeligt startet turneen før coronapandemien, hvor hun nåede at optræde 52 gange i Nordamerika, før pandemien satte en stopper for den verdensomspændende turné.
De oprindelige 'Courage'-billetter blev sat til salg tilbage i oktober 2019, og de forventingsfulde, men nu skuffede Celine Dion-fans, der har købt en billet, vil få refunderet deres billet til den oprindelige købspris.
Senest har 'My Heart Will Go On'-sangeren været aktuel både som skuespillerinde og med soundtracket til Rom-Com-filmen 'Love Again', der netop har ramt biograferne verden over.