Walter Trout: Marie reddede mit liv

Den amerikanske blues-guitarist var tre dage fra at dø for halvandet år siden, men hans danske kone kom op med en plan

25 år sammen og stadig forelskede. (Foto: Philip Davali)
25 år sammen og stadig forelskede. (Foto: Philip Davali)

- Min kære kone reddede mit liv, siger den amerikanske blues-guitarist og sanger Walter Trout.

Han hentyder til sin svækkede tilstand for bare halvandet år siden, da han var tre dage fra at dø.

Konen er dansk. Hun hed, før de blev gift i 1991, Marie Brandgaard, og den 64-årige musiker lægger ikke skjul på, at hvis ikke det havde været for hendes snarrådighed, så havde det været kaput for ham.

- Hun tog mig til et hospital i Nebraska, for i Los Angeles ville jeg have været død. Der er for mange mennesker i Los Angeles, der venter på nye organer, men der er for få donorer.

- Marie fandt ud af, at jeg havde en bedre chance i Nebraska, vækkede mig med en ven kl. 6 om morgenen, og de bar mig bogstaveligt talt til lufthavnen, derefter videre til hospitalet, hvor hun sad ved min sygeseng under hele forløbet. ’Hold ud, kæmp’, sagde hun, og jeg klarede det. Men kun med nød og næppe, siger Walter Trout taknemmeligt.

Se også: Trout i kamp mod MTV og McCain

Walter Trout var totalt færdig for halvandet år siden. (Foto: Philip Davali)
Walter Trout var totalt færdig for halvandet år siden. (Foto: Philip Davali)
 

Han gav onsdag aften koncert i Amager Bio og har også lige udsendt et nyt album, ’Battle Scars’, der vidner om, at han er på vej tilbage i topform.

Faktisk har han det bedre end i mange år, understreger han, da Ekstra Bladet møder ham og fruen på hotellet nogle timer før koncerten.

Totalt færdig
Halvandet år tidligere havde han været totalt færdig. Han havde pådraget sig Hepatitis C, og leveren var – efter et rock ’n’ roll-liv med drugs og alkohol, som han dog havde vendt ryggen i slutningen af ’80’erne, ’men da var skaden sket’, som han siger – ødelagt, og han kunne hverken tale eller bevæge sig. Vægten var stadiet før det afpillede lig, og hjernen var også slået fra. Han kunne end ikke genkende sine egne børn.

Imens lå han udtæret og omtåget i sin sygeseng og ventede på det befriende opkald, at der var fundet en donor, så han kunne få den nødvendige lever-transplantation.

Se også: Trout kan dø hvornår det skal være

Da opkaldet kom, var det i sidste øjeblik. Lægerne fortalte bagefter, at han havde tre dage mere at leve i, hvis ikke den befriende lever var dukket op.

Marie har været sin mands manager i 22-23 år. (Foto: Philip Davali)
Marie har været sin mands manager i 22-23 år. (Foto: Philip Davali)
 

Så var der også problemerne med helbreds-forsikringen. En sådan er hunde-dyr i USA, og da parret ingen indkomst havde haft i to år, på grund af Walter Trouts sygdom, var de kommet bagud med de månedlige indbetalinger, der var større, end hvad de betalte til deres hus og bil tilsammen.

- Den mest udbredte grund til, at amerikanere går fallit, er prisen på helbreds-forsikringer, fortæller Marie Trout.

Indsamling blandt fans
Men parrets situation nåede heldigvis Walter Trouts mange fans verden over, og der blev startet en indsamling, der resulterede i tilstrækkeligt mange penge til, at guitaristen både kunne blive behandlet og også få den nødvendige efter-behandling på et rekreations-center, hvor han skulle lære de mest basale egenskaber – som at gå og tale – igen.

Se også: Overlever: Sådan snyder man døden

Walter Trouit måtte lære at spille guitar igen helt fra bunden. (Foto: Mascot)
Walter Trouit måtte lære at spille guitar igen helt fra bunden. (Foto: Mascot)
 

- Og spille guitar?

- Det måtte vente til, jeg kom hjem igen. Jeg måtte begynde helt forfra. Første gang sagde jeg til Marie, ’det her gør så forbandet ondt, har jeg virkelig nogensinde gjort dette’. Men jeg blev ved i timevis hver dag, og evnerne kom langsomt tilbage.

Da han første gang stod på scenen igen efter sin sygdom i juni i år ved en festival i Royal Albert Hall i London, havde han ikke spillet offentligt i to år. Det gik godt. Ekstra-nummeret spillede han såmænd med Van Morrison. 

Siden har han turneret med sit eget band - og tillige lavet albummet ’Battle Scars’, hvor teksterne kredser omkring hans oplevelser under sygdommen.

Det nye album med den gamle blues-veteran. (PR FOto)
Det nye album med den gamle blues-veteran. (PR FOto)
 

- Jeg sagde til Marie, at jeg ville lave en ny plade, fordi jeg var virkelig syg på den seneste. Jeg ville skrive sange, der omhandlede, hvor godt jeg havde det nu. Men der kom kun klicheer ud af mig. ’Duft blomsterne’, ’mærk det skønne solskin’, perfekt for Olivia Newton-John. Ikke for en blues-musiker. 

- Marie kom med løsningen. ’Genoplev dine erfaringer fra sygesengen, det vil også kunne fungere som en terapi for dig’, foreslog hun, og så væltede sangene ud. En dag, Marie var væk, skrev jeg seks sange. Halvdelen af pladen blev skrevet på én dag.

Marie Trout er dansk for evigt, og det passer egentlig Walter ganske godt. (Foto: Mascot)
Marie Trout er dansk for evigt, og det passer egentlig Walter ganske godt. (Foto: Mascot)
 

Mødtes i Holstebro
Marie: - Så så jeg på hans arm, hvor hans hud havde været så skrøbeligt, da han var syg, at det ville falde af. ’There is your Battle Scars’ (dine krigs-omkostninger), sagde jeg, og vupti! Der var titlen på pladen.

- Hvordan mødte I egentligt hinanden?

- Til en festival i 1990 i Holstebro. Walter var på scenen, og vi fik øje på hinanden. Han signalerede, at vi måtte mødes bagefter. Jeg kunne ikke komme backstage for security-folkene, men Walter kom ud og fandt mig.

Walter: - Vi gik en tur i byen, og efter 45 minutter sagde jeg til hende: ’Du flytter til Amerika, vi gifter os, får børn og bliver gamle sammen’. På 45 minutter. 

Marie: - Jeg sagde, han måtte have slugt søm, men han havde ret. Jeg følte, at jeg måtte give det en chance. Og fortrød jeg, kunne jeg altid vende tilbage, men det har jeg aldrig gjort.

- Hvordan har du det med Danmark efter 25 år i Amerika, Marie?
- Jeg elsker Danmark. Det er mit land, og det vil det altid være. Jeg overvejer at få dobbelt-statsborgerskab, for det tillader Danmark nu. Det ville være rart at kunne stemme i Amerika, øve indflydelse, hvor man kan. Men noget indeni mig gør det svært. Jeg er meget dansk.

Walter: - Plus, hvis det bliver for sindssygt i Amerika, som hvis Trump skulle blive præsident, så har vi en flugtplan i og med, Marie stadig er dansk statsborger.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Musik
Seneste i Musik
Hent flere

Thomas Treo skamhører

1.Walter Trout: 'Survivor Blues' (Mascot-album/Ude 25. januar)
2.Lifesick: 'Swept In Black' (Isolation-album/Ude 21. december)
3.Steve Mason: 'About the Light' (Domino-album/Ude 18. januar)

Rune Melchior Sjørvad skamhører

1.It Looks Sad: 'Sky Lake' (Tiny Engines-album/Ude nu)
2.State Champion: 'Send Flowers' (Feeding Tube-album/Ude nu)
3.Hyrevognene: 'Hyrevognene' (Mastermind-ep/Ude nu)
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen