Young Dolph dræbt under småkage-køb

Den 36-årige rapper var netop gået ind i butikken, da han blev skudt og dræbt gennem ruden

Young Dolph på scenen i 2020. Foto: Paul R. Giunta/Invision/AP/Ritzau Scanpix
Young Dolph på scenen i 2020. Foto: Paul R. Giunta/Invision/AP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske rapverden mistede onsdag aften et medlem, da 36-årige Young Dolph - med det borgerlige navn Adolph Robert Thornton, Jr. - blev skudt og mistede livet.

Det skriver AP og TMZ.

'Det tragiske skuddrab af rapperen Young Dolph er endnu en påmindelse om den smerte, som voldelig kriminalitet bringer med sig. Mine tanker og bønner er med hans familie og venner', skriver borgmesteren i Memphis, Jim Strickland, på Twitter.

Også politiet i Memphis bekræfter dødsfaldet på Twitter. Her skriver man, at man endnu ikke har nogen mistænkte på nuværende tidspunkt.

'Dette skyderi er endnu et eksempel på de meningsløse skyderier, vi oplever lokalt og nationalt. Vores tanker går ud til Thornton-familien og alle, der er blevet påvirket af denne forfærdelige voldshandling', lyder det blandt andet i beskeden, der er underskrevet politichef CJ Davis.

Skudt under småkagekøb
Lokalmediet Fox13 var først med historien og har talt med ejeren af den lille bagerbutik, hvor drabet fandt sted.

Ifølge mediet dukkede Young Dolph op i Makeda’s Butter Cookies, som han ofte besøgte. Her parkerede han sin Lamborghini og gik ind for at købe småkager, da en anden bil kørte op og skød ham ned gennem butiksruden.

Mens Fox13 opholdt sig på drabsstedet, som politiet hurtigt fik spærret af, samlede der sig en stor menneskemængde, hvor flere brød sammen og lå grædende på jorden.

Rapperen er kendt i lokalområdet som et godt menneske, der gør meget for velgørenhed. Blandt andet deler han gratis kalkuner ud hver Thanksgiving og donerer masser af penge til den high school, hvor han gik, lyder det.

Netop den traditionsrige uddeling af kalkuner var årsagen til, at rapperen, der ellers bor i Atlanta, var i byen. Det fortæller hans advokat og ven, Scott Hall, til TMZ. Det arrangement skulle han til, umiddelbart efter besøget hos kageforretningen.

Skudt på flere gange
Rapperen har udgivet syv albummer. Debutalbummet i 2016, 'King of Memphis', gik ind som nummer 49 på Billboard 200-hitlisten.

I 2020 sendte rapperen 'Rich Slave' på gaden. Albummet, der gik ind som nummer fire på hitlisten, havde blandt andet rapkollegaen Megan Thee Stallion med på nummeret 'RNB'.

Siden han brød igennem, har han flere gange været udsat for drabsforsøg. I 2017 blev han forsøgt skudt to gange.

Først i februar, hvor der blev affyret 100 skud mod den bil, han befandt sig i. Han slap dog uskadt, men helt så heldig var han ikke et halvt år senere.

Her blev han skudt ned efter et skænderi og blev hastet på hospitalet, hvor han var i kritisk tilstand. Han kom sig dog og kunne kort tid efter lade sig udskrive.

Denne gang gik det desværre helt galt, da der blev åbnet skud mod ham.

Efter nyheden bliver han hyldet på de sociale medier af stjerner som Gucci Mane, Offset og Chance The Rapper, der begræder dødsfaldet. Også Megan Thee Stallion har reageret på den tragiske nyhed.

'Alle, der kender mig, ved, at jeg spiller denne mands musik hver dag. Han var så oprigtig og ægte og sød ved mig altid. Hvil i fred til en ægte legende', skriver hun.

Young Dolph efterlader sig en søn og en datter.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers