Da Iggy Pop kom stormende ud på scenekanten cirka fem sekunder inde i åbningsnummeret ’Lust for Life’, og en blandt publikum smed et ølbæger i vejret, vidste man bare, det ville blive en forrygende aften.
Og det blev det.
Gamle køtere pisser territoriet af
I en alder af 69 (niogtres!) har legenden fortsat lyst til livet, og koncertens første skæring lød nærmest som en programerklæring for knap to timer med rock’n’rolls ultimative performer.
Det aldrende rovdyr åd Falconer Salen råt, og den begejstrede forsamling i det udsolgte konferencecenter så bestemt også ud til at have appetit på tilværelsen denne hellige forårsdag med en sand rockgud.
Sprang ud i publikum
Veteranen er på turne med sit aktuelle album ’Post Pop Depression’, der er lavet i samarbejde med Josh Homme som en opdatering af den dystre og dekadente sound, Iggy skabte med David Bowie i Berlin på pladerne ’The Idiot’ og ’Lust for Life’, der begge udkom i 1977.
Stort set alle sætlistens 22 numre var hentet fra enten de to gamle albumklassikere i Iggys solokatalog eller ’Post Pop Depression’, og det udstyrede selvsagt seancen med en indbygget sammenhæng, der nærmest tangerede et koncept.
Homme stod ved Iggys side som guitarist i en både klædelig og velklædt kvintet, der spillede intenst og med indædt stramhed. I studieversionerne lyder flere af klenodierne fra ’The Idiot’ og ’Lust for Life’ som om, de blev indspillet med en kanyle i armen - det blev de sikkert også - men liveudgaverne var dopede på en helt anderledes muskuløs måde.
Matt Helders fra Arctic Monkeys leverede en blændende indsats bag trommerne, men alle øjne var naturligvis på Iggy, der uundgåeligt smed jakken efter andet nummer og lidt senere kastede sig hovedkulds ud i publikum i starten af ’Funtime’.
Og sjovt det var det.
’Sixteen’, ’Some Weird Sin’ og obskure ’Repo Man’ blev fræset uimodståeligt fra de skrå brædder, som Iggy haltede rundt på med et deformt bentøj, der tydeligvis har taget skade af 50 år på kanten af showbusiness.
- Hvis jeg blaffede, ville I så tage mig med? spurgte Iggy som intro til en fuldkommen euforisk ’The Passenger’.
Antiklimaks til sidst
Publikum elskede ham, og han gik såmænd en lang tur iblandt dem under ’Fall in Love With Me’, der dog var et af få ekstranumre, der fungerede ligeså optimalt som det indledende sæt.
’Baby’, ’Chocolate Drops’ og uigenkaldeligt sidste ’Success’ repræsenterede noget af et antiklimaks, og man stod og håbede, han ville bryde med aftenens koncept og i stedet spille et par sange af sit mesterlige protopunk-band, The Stooges.
Det gjorde gladiatoren ikke, men trods en lidt flad finale var det et af den slags elementært medrivende rockshows, man simpelt hen oplever for sjældent nu om stunder.
Og det skyldes naturligvis, at genrens giganter efterhånden enten er døde eller skindøde.
I Falconer lignede Iggy en, der er udødelig, og som aldrig bliver for gammel.
Når han alligevel gør, så kommer vi til at savne ham, for den slags laver de ikke længere.
Kort sagt livsbekræftende.
