Amputeret på Amager

Slægt og Artillery kæmpede med rustpletter og restriktioner, da to generationer af metalbands mødtes 

Anders M. Jørgensen og Olle Bergholz (til højre) i aktion for vilde og blodige Slægt. Foto: Per Lange
Anders M. Jørgensen og Olle Bergholz (til højre) i aktion for vilde og blodige Slægt. Foto: Per Lange

Slægt, Amager Bio, København, torsdag 17. juni

Artillery, Amager Bio, København, torsdag 17. juni

Man kan ikke holde metalfolket nede. Ikke helt i hvert fald.

Minifestivalen Metal Aid i Amager Bio blev af åbenlyse årsager afviklet med siddekoncerter, men djævlehorn, knytnæver og fadøl røg i vejret, da genrens unge hanløver i Slægt indtog scenen.

Normalt går koblet fra København efter struben. Og normalt rammer de.

Indledningsvis svigtede præcisionen imidlertid denne aften, hvor tvivlsom lyd og rustent samspil amputerede seancen, indtil det arrige ensemble lugtede blod og bed sig fast.

En majestætisk version af episke ’The Tower’ cementerede, at Slægts ambitioner rækker højt og langt, mens et helt nyt nummer understregede, hvordan bandet arbejder sig væk fra kirkebrændermetal til fordel for en ikke mindre flammende hardrocksound med påfaldende iørefaldende melodier. 

Lige i elskabet
Slayer lagde sig i graven i 2019, men thrashlegenderne fra Los Angeles strømmede ud af højttalerne i pausen, før genrens danske pionerer, Artillery, mindede om, at de stadig er i live. Sådan da.

Det er snart 30 somre siden, orkesteret blev dannet i Taastrup, og i den mellemliggende periode har de brugt omtrent lige så mange udskiftninger som landsholdet.

Michael Stützer og Michael Bastholm Dahl (i baggrunden) fra rutinerede Artillery. Foto: Per Lange
Michael Stützer og Michael Bastholm Dahl (i baggrunden) fra rutinerede Artillery. Foto: Per Lange

Legionærernes femte sanger, Michael Bastholm Dahl, hviner som en mand, der ustandseligt træder på en tegnestift, og den friskfyragtige gut knevrede for meget mellem sangene.

Artillerys eneste tilbageværende originale medlem, Michael Stützer, lod spaden tale. Hans arsenal af riffs sad ofte lige i elskabet, men trods en sympatisk og uprætentiøs indsats savnede sættet momentum og intensitet.

Veteranernes onkelagtige heavyhygge var for uforpligtende, mens det i længden stod ganske klart, at det hæmmer en metalkoncert betragteligt, når publikum skal klemme både luftguitar og flagrende hårpragt ind mellem nogle stolerækker.

En plørefuld ungersvend nede bagved kunne ikke holde røven i sædet, og han rejste sig og headbangede uhæmmet, men en sikkerhedsvagt bad ham straks om at sætte sig.

Snart var han oppe igen.

Billedgalleri af Per Lange