Store John

John Grant viste både ekstrem spændevidde og overvældende nærvær ved endnu en fremragende koncert på dansk jord

Hvis John Grant var kongen af Danmark, ville jeg overveje at blive royalist. I aften spiller han i Aarhus. Foto: Tariq Mikkel Khan
Hvis John Grant var kongen af Danmark, ville jeg overveje at blive royalist. I aften spiller han i Aarhus. Foto: Tariq Mikkel Khan

John Grant, Store Vega, København, 13. marts

I musikkens verden er det ofte sådan, at man peaker i tyverne – eller i hvert fald får lagt et solidt fundament, som man så i bedste fald kan bygge videre på de næste årtier. Og måske, hvis man er rigtig heldig (eller dygtig) ligefrem lave noget senere, der er mindst lige så interessant som ungdomsværkerne, blot med et andet perspektiv. Med mindre man blot gentager sig selv med stadig mere triste resultater. Det sidste er desværre mere almindeligt end det første.

Men det er sjældent, at man først finder sin egen stemme, når man har passeret de 40 år. Det er ikke desto mindre tilfældet med John Grant fra Parker, Colorado, der efter at have henslæbt en tilværelse i det middelmådige indieband The Czars – der var ok på den der virkelig forglemmelige måde – pludselig sprang ud som solist i en alder af 42 år i 2010 med den pragtfulde ’Queen of Denmark’, der stadig står som en af dette århundredes bedste plade i min bog.

Nærmest skammeligt ærlige tekster om stofmisbrug, alkoholisme, selvmordsforsøg, mindreværd og ikke mindst om at vokse op som bøsse i et homofobisk miljø i Midtvesten pakket ind i de smukkeste melodier og arrangementer (spillet af bandet Midlake), der helt bevidst ledte tankerne hen på 1970’ernes softrock. En fuckfinger pakket ind i en fløjlshandske.

Hvorefter Grant – der i mellemtiden var blevet erklæret hiv-positiv – vendte på en tallerken, flyttede til Island, allierede sig med Biggi Veira fra Gus Gus og lavede sidste års ’Pale Green Ghosts’, der tekstmæssigt fulgte sporet fra debutens sorthumoristiske selvudleveringer, men nu i en langt mere elektronisk indpakning. Det er sgu mandsmod: Endelig at have fundet den perfekte form, som alle elsker og roser, for derefter at sprænge den i tusind stykker og samle dem på ny.

Og her til aften viste Grant endnu engang hvilken forrygende perfomer og samtidig nærmest intimiderende personlig kunstner han er. Bevæbnet med fire islændinge og en britte kom han igennem både den førnævnte bløde halvfjerdserock a la prime time Elton John, New Order-agtig techno, støjende crescendoer, der ikke lod Spiritualized noget tilbage samt tilbagelænet sydstatsfunk, som Little Feat ikke havde skammet sig over. Og nå ja, så lige en cover af ABBA’s ’Angel Eyes’, som faktisk var bedre end originalen. Den smerte, som den sang postulerer over radioen, havde Grant på et eller andet tidspunkt i sin opvækst følt. Ingen som helst tvivl om det.

At Grant så samtidig har en diktion, som jeg aldrig mindes at have hørt lignende – forstået på den måde, at lige meget, hvor højrøstet musikken blev, så kunne man høre hvert eneste ord, gjorde det kun endnu bedre. Ikke mindst fordi Grant ud over sine mange andre talenter også er en eminent tekstforfatter. Er der noget, den mand ikke kan? Jeg tvivler. Og det mest imponerende er næsten, at man har på fornemmelsen, at han kun lige er kommet i gang. Ingen andre kan som ham indfange lyden af drømme der dør. Og det er jo paradoksalt nok en af de smukkeste lyde i verden. Fordi den giver plads til at nogen nye kan vokse frem. Som man nu oven i købet kan danse til på sin egen akavede facon. Sikken en aften.

Eller for nu at benytte hans egen sprogbrug: Fuck, det var godt!