Gode gamle vibrationer

Månesyge Brian Wilson fra The Beach Boys spredte solskin i regntungt Aalborg

Publikum blev indimellem sjask-våde, da de trodsede det danske sommervejr og tog til koncert. (Foto: Andreas Szlavik)
Publikum blev indimellem sjask-våde, da de trodsede det danske sommervejr og tog til koncert. (Foto: Andreas Szlavik)

Brian Wilson, Skovdalen, Aalborg

Det er højsæson for besøg af musikhistoriens mest mytologiske tilfælde, og forleden tumlede Ozzy Osbourne forvildet rundt i København, mens rock’n’rolls ultimative syrehoved tager et trip til Roskilde om et par uger i skikkelse af Roky Erickson.

I weekenden var Brian Wilson i Aalborg, og trods excentriske tilbøjeligheder som at klappe sig selv forsigtigt på håret og næsten at tabe bukserne et par gange, så sad det tragiske geni betuttet bag sit keyboard og lignede en, der vist var nogenlunde tilfreds med tilværelsen.

Regnen silede ned over Skovdalens idylliske amfiscene, hvor blot 1400 fremmødte skuttede sig under paraplyer, mens Wilson indledningsvis ikke rigtig formåede at få sol og sommer til at bryde frem trods hjælp fra den aldrende stranddrengs ikoniske klassikere om sorgløse stunder med californisk sand mellem tæerne.

Vingeskudt engel
Som på Roskildes hovedscene i 2005 skulle legenden lige bruge en halv time på at varme nostalgien op, men derefter lunede de tidløse toner af 'I Get Around', 'Sloop John B', 'Wouldn't It Be Nice', 'California Girls' og 'God Only Knows' med vidunderlige vokalharmonier af et 10-personers orkester.

Wilsons egen englerøst var til gengæld noget vingeskudt, men uden ligefrem at overanstrenge sig, så forsøgte den te-slubrende veteran vitterligt at få det bedste ud af de ret trøsteløse omstændigheder, og mesterværket 'Good Vibrations' var gåsehudsfremkaldende flot, inden ekstranummeret 'Surfin' USA' minsandten fik regnen til at holde op.

Ikke helt hjemme
'Love & Mercy' rundede værdigt af, før Wilson med sin karakteristisk utilregnelige stemme nærmest råbte:

– Kom godt hjem! Kør forsigtigt!

Pioneren selv har vist stadig ikke fundet helt hjem i sit sindrige sinds fjerne afkroge, og hverken på onsdag, når han fylder 65, eller livets andre dage, ville man ønske at vågne som planeternes eneste Brian Wilson.

Det er dog en stor glæde at overvære ham bekæmpe dæmonerne med sin magiske musik.