Discount med Rihanna

Rihanna svingede rumpen, men skrabede bunden, da hun gav koncert i Ballerup i aftes

Rihanna havde mere travlt med at svinge hofterne end at få musikken op i omdrejninger i Ballerup. Hendes show havde en fæl dunst af discount. (Foto: Thomas Sjørup)
Rihanna havde mere travlt med at svinge hofterne end at få musikken op i omdrejninger i Ballerup. Hendes show havde en fæl dunst af discount. (Foto: Thomas Sjørup)

Rihanna, Ballerup Super Arena

Øh, var det virkelig det? Sådan tænkte man gang på gang, da Rihanna for første gang besøgte Danmark i aftes.

Den 20-årige Barbados-sangerinde leverede sidste års største hit med 'Umbrella', men der var ikke meget glans og glitter over tøsens timelange show, som havde en fæl dunst af discount.

Det vrimlede med ensformige dansetrin og søvnige stripklubtricks, men det havde været til at leve med, hvis R&B-rytmerne i det mindste havde haft en vis potens.

Hysterisk guitarist
Det gumpetunge backingband – og især en hysterisk guitarist – sørgede hurtigt for, at al intensitet forduftede, og halvvejs inde var Rihanna helt nede at skrabe bunden med en håndfuld banale ballader.

Rihannas stemme var også underligt vag, og selv om man må give skønheden, at hun vitterligt forstår at udnytte sin bagdel til sin fordel, så var det bedste ved koncerten, at den var lige så kort som hendes kjoler. Gab.

Se også reportagen fra koncerten ved at klikke på linket til højre i artiklen.